Det Gamle Og Det Nye Samfund
Eller Laugstvang oq Næringsfrihed

501 for Unge Mennesker under en vis Alder. Fra en anden Side har man foreflaaet at bestatte selve Brænderierne saa hvil, at Nydelsen as Brcendeviin nærmede sig en Luxils. Men dette Forslag mødes strax af den humane Sentimentalitet med alle Slags Indvendinger. Det er skjendigt, siger man, at ville berøve den fattige Arbeider en Nsdvendighedsartikel, uden hvilken han ikke kan udholde sit anstrengende Arbeide, medens den Rige skal kunne fylde sig med Biin, som han slet ikke trænger til. Brcendeviin er imidlertid ingen Nødvendighedsartikel; hvem der saa end ni natte paastaae det, vove vi at paastaae det Modsatte. For Enhver, der ikke er hildet i Fordomme, er det tidt nok og klart nok ved fnldgyldige praktiske Beviser godtgjort, at Brcendeviin, saa langt fra at være en styrkende Nydvendigheds- artikel, i Længden bliver en ødelæggende Gist for den, som ikke ve ed at holde Maade. Fattiglceger, Fattigforstandere og Enhver, som beskjeftiger mange Arbejdere, vil kunne vidne om den Uhyre Elendighed, som Brcendevnnsnydelsen bringer over vore arbejdende Klasser. Har Samfundet ikke Mod til at angribe og qvcrle dette Onde i Roden, vil det aldrig see sig istand til at hæve de lavere Klasser. Overfor det vil ingen SkoleUndervnsning, vil ingen Op- lysning funné frugte. Hvad Skolen i lange Aar har stridt for at opbygge hos Barnet, nedbryder Værtshuset ofte i nogle saa Maaneder. Men uil man i Virkeligheden Ondet tillivs, maa man hav^ en hyt Beskatning af Brænderierne og et Forbud imod al offentlig Brcendeviinsudstjenkning. Vi skulle for vort Vedkommende ikke have Noget imod, om uiait paa samme Tid lagde en hyt Indførselstold paa Viin og forbyd al offentlig Udskjenkning as Viin; Verden vil ikke gaae under af den Grund. Spiseqvarterer, Restanrationer, Kaffeer, saa mange man vil, men ingen Udskjenkning af Viin eller Brændevnn paa offentlige Steder.