Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

dog forlængst var bortdunstet, før han ængsteligt havde faaet sit Billed penslet fær- digt. Fremdeles FRITZ, der havde et aabent Øje for den pompøse Skønhed i Skovene omkring Aarhus, men under hvis ubehæn- dige Pensel Farverne blev et Urede af uldne Traade. Langt over disse stod og staar den Dag i Dag Skovgaards Elev, LA COUR, et stort formelt Talent, en aristokratisk Kræser, en Vælger af Motiver med stilfuld Storhed i Linjerne, men ogsaa et noget køligt eller reserveret Temperament, hvis Lidenskabs- løshed eller fornemme Sky for at udlade sig saa meget oftere føltes og føles som nogen Tørhed, som la Cour netop jævnlig har lagt an paa at skildre Vejrliget i dets spontane, voldsomme Udbrud. Alt i alt dog en Kunstner, hvis yderst soignerede, slebne og formfuldendte Billeder altid var en Pryd for vore Udstillinger og ganske særlig var det paa den Tid, hvorom Talen er i Øje- blikket. En lignende Periode af Stilstand som den i 7O’ernes Begyndelse har vor Kunst hver- ken kendt før eller siden. De tre Fjerde- dele eller mere af den danske Kunst var bleven Landskabskunst. Og hvilken? Hvad der havde været af Begejstring, i hvert Fald af Varme, var endt som lunken Vane. Paa Opstemtheden var fulgt en Afspændt- hed af al Iver og Energi i det Forhold til Naturen, hvoraf vor Kunst tyve Aar i For- vejen havde hentet sin Kraft og sine Krum- mer. Sløjheden, der ligger saa dybt i den danske Karakter, havde gjort sig det bredt og godt i den danske Kunst. Kunsten var bleven et Magsarbejde, et Hjemmearbejde, en Husflid. Vi fik det at høre allerede paa Verdens- udstillingen i Wien 1873, men skaansels- løsere i Paris 1878, at det stod frygteligt til med vor Malerkunst. Vi blev maaske af de strængeste blandt de strænge franske Kritik- ere behandlede altfor ubarmhjærtigt. De manglede jo alle Forudsætninger for at værd- sætte netop det, der for os havde aller- største Værd. Men de havde dog overvej- ende Ret, naar de enedes deri, at man i Danmark ikke kunde male. Umaadelige Fremskridt var netop under vor Stilstand bievne gjorte i den Henseende i Frankrig. Paa den ene Side havde man under Løsnet „Realisme“ opstemt Fordringerne til saglig Stofgengivelse enormt; det vidner om den umaadelige Interesse, der var vakt for denne Side af Kunsten, at et Par døde Torsk af Vollon i mange Aar nævntes som Kunstens sidste Mirakel af dem, der kom fra Paris. Paa den anden Side var det det malerisk- flygtige, Farvefænomenet, som det nu galdt de franske Malere at fæstne til Lærredet uden at tage Livet af det (Ordet „Impres- sionisme“ var allerede paa Læberne). Begge Fremgangsmaader krævede en Dygtighed, ikke mindst i Foredraget, hvorom man i Danmark ikke drømte. I Frankrig havde man tilegnet sig den bl. a. ved et grundigt Stu- dium af de gamle Spaniere, af Ribera og navn- lig Velasquez, „le peintre le plus peintre qui fut jamais“. Saaledes var der dér opstaaet en sand og ægte ÆTaZerkunst, der lagde Vægten paa Kolorit, medens man i Dan- mark nøjedes med Kolorering. Der var dog dem herhjemme, som alle- rede noget før Verdensudstillingen i 1878 havde haft Øjet aabent for, til hvilken Grad vor Kunst var bleven tilbage i den alminde- lige europæiske Udvikling. Landskabsmaler- en Groth, der aldrig fik synderlig Betydning som Kunstner, har som Skribent vistnok Æren af at have været den første til at pege paa Nytten og Nødvendigheden for de unge Malere af en Rejse til Paris. Fra 1877—78 blev Seinestaden det Samlingssted, som Rom forhen havde været. Og for anden Gang genfødtes nu vor Kunst i Berøring med den franske. Hvad David havde været for Eck- ersberg, det blev Bonnat for Krøyer og Tuxen. 2* 15