Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

VI. Det var altsaa i de nærmeste Aar før 48. Den nationale Samlingstanke havde grebet om sig, endog blandt Kunstnerne, hvis Privilegium det før havde været at forholde sig separatistisk eller neutralt til alle Bevæg- elser i Landet paa andre aandelige Om- raader. De havde levet udenfor eller — som de yndede i Rom at kalde det — ovenover Tilværelsen. Men den nationale Tanke, der i Fyrrernes Begyndelse saa at sige udgjorde Tilværelsen i Danmark, havde Brug for alle, der var øvede i Brug af aandelige Vaaben, og selv Penselførernes Reservetropper blev indkaldte og parerede Ordre. De modtog den, kan man maaske sige, fra Høyen den Marts- dag i 1844, da han holdt sit berømte Fore- drag „Om Betingelserne for en skandinavisk Nationalkunsts Udvikling“. „Ville vi have en folkelig Kunst“, sagde han, „maa vi opgive al smaalig privat Inter- esse. Vi maa samle vore Kræfter, vi maa klart og skarpt stille os vort Maal for Øje. Al Ad- splittelse er her fordærvelig ... En saadan alvorlig Villie, der gør sig gældende i Hand- ling, vil ogsaa blive den kraftigste Hjælp for vore Kunstnere til at overbevise enhver Tvivler om, at Solen ingenlunde er for mat, Landet ingenlunde for goldt til at skænke deres Værker Varme og Duft. Kunstneren vil da komme til at føle sig hjemme, og de halvt sygelige Længsler vil forlade ham. Han vil komme til Erkendelse af, at der paaligger ham et Kald, som bør være ham dyrebart. Der aabner sig en større, en mere betyd- ningsfuld Kampplads for ham, hvor det ikke alene kommer an paa at udvikle Talentet og faa det paaskønnet, men hvor han tillige kæm- per for sit Fødeland, for hele den nordiske Natur, for Folkelivet og alle Fortidens store Erindringer........Dog en saadan Kunst fremmanes ej ved et Trylleslag, den ud- vikler sig kun som Frugten af en dyb Be- gejstring . . . Ubanet og møjsommelig er den Vej, vi opfordre vore Kunstnere til at be- træde. Rundt omkring paa Danmarks Øer og Sletter, mellem Norges og Sverrigs Fjelde er det, de skulle forberede sig og gjøre sig fortrolige med Folkelivet i dets Syslen og Adfærd . . . Nordboen maa først opfattes i hele sin Ejendommelighed, Sansen maa først skærpes for det Store og Hjemlige i den os omgivende Natur, før vi kunne haabe at faa en folkelig, historisk Kunst ..... Heller ikke er endnu, efter Aarhundreders Forløb, ethvert Spor af Oldtiden udslettet . . . Den Simpelhed og Djærvhed, det patriarkalske Liv, som vi endnu træffe i Fiskerlejerne og i Byerne omkring i Danmark..........kaster endnu bestandig et oplysende Skær over hine Dage. Dog— disse Gestalter er plumpe, deres Lystighed er drøj, deres Sorg uden Værdighed og Anstand. — Ja, Kulturen har rigtignok endnu ikke afslebet enhver Kant; Opdragelsen har endnu ikke der lagt Baand paa mangen Ytring, som vi andre hellere dølge i Hjærtets Folder; deres Bevægelser, deres Klædning røber et nøjsomt, haardført Liv. Men for den, der ser nøjere til, hvis Deltagelse ikke bliver svævende paa Over- fladen, for den rette Kunstner er her en rig 5