Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

Grube med ædelt gediegent Metal. Hæv blot denne Skat, og den vil glimre i Alles Øjne“. Det synes, som om H. J. HAMMER har været en af de første, — maaske den første, — hos hvem Høyens Ord fandt Genklang. Derom vidner ikke blot det Tidspunkt (1845), paa hvilket hans tidligste Folkelivsbilleder fremkom; men derom vidner ogsaa et For- slag, han vides at have gjort Akademiet, og som gik ud paa, at det mod al Sædvane skulde være ham tilladt at benytte dets Rejse- stipendium til en Rejse i selve Fædrelandet. Krigen afbrød ham imidlertid midt i hans Studier, og han fik aldrig siden den fornødne Duelighed i Malerkunstens Haandværk. Han havde et stemningsblødt og poetisk Sind og meget paa Hjærte, men han blev hurtigt efter sin Fremtræden gjort paa en Maade over- komplet af SONNE, der vilde noget lignende som han, og kunde udtrykke det lettere, om end vel egentlig ikke i synderlig bedre Form i det enkelte. Sonne var fjorten Aar ældre end Hammer og mere end tyve Aar ældre end de andre: Dalsgaard, Vermehren og Exner, med hvem han efter sin Hjemkomst fra Italien forenede sine Kræfter om at hæve den Skat, paa hvilken Høyen havde givet nysnævnte Anvisning. De hørte til det sidste Kuld af Eckersbergs Elever, han til det første; men han var rejst tidlig ud, havde faaet et Stykke af sin Udvikling i München og var af den Grund mindre øvet end Eckersbergs andre Elever i at bruge sine Øjne. Hans Øjne havde desuden af Naturen ikke megen Lighed med dem, som Eckersberg opdrog. De hørte til de passivt modtagende, ikke til de aktivt optagende; de var intet Kontrol- apparat med Virkeligheden og blev det aldrig. De aabnede sig endog sent for almindeligere Indtryk af Virkeligheden. Det var først i et ungdommeligt Idræts- og Friluftsliv i Italien, at Sonne overvandt et forudgaaende ung- dommeligt, romantisk Hang til at gøre Billed- er af Soldater og Krig, han aldrig selv havde set. Hjemkommen fik han Anledning til at virkeliggøre sin Ungdoms Drøm om at blive Bataillemaler. Han gjorde begge vore Krige med og gjorde deraf Krigsbilleder, der ganske anderledes end hans tidligere, rent abstrakte Fremstillinger af denne Art var sag- lige, om end hans Indtryk af Krigens Rædsler tydelig nok var spredte og mildnede af Natur- skønheden i Krigens Omgivelser, det danske Land. Igennem den var de imidlertid komne i Stand, hans Førstemøder med det danske Folkeliv. Romantisk anlagt, som han var, tog han det fra dets romantiske Naturvæsens- Side, d. v. s. den Side, fra hvilken han saa det stemplet og stemt af den Natur, hvori det levedes. I hans Folkelivsbilleder er Menneskekærligheden og Naturkærligheden ikke lagt for Dagen henholdsvis i en For- grund og i en Baggrund, men strømmer sammen i én Stemning, hvis Tones Intensitet just beror paa, at der var denne dobbelte Sangbund i hans Sjæl. Typisk for det roman- tiske i hans Anlæg var hans Forkærlighed for Fremstillingen af den lyse nordiske Som- mernat med dens flydende Taager og dens smæltende Vemod. Det var under Mid- sommernattens Himmel, han fremstillede „De Syges Søvn paa Helenes Grav“. Det var endnu under den, han i sin høje Alder- dom malede „Præsten hentes til en Syg paa den anden Side Aaen“. Denne de romantiske Stemningers over- ordentlige Fylde i Tonen skyldes i Sonnes Folkelivsbilleder mere hans Grebethed som Menneske end som Maler. Han var en usikker Tegner, og den koloristiske Sikker- hed, hvormed han kunde anslaa de slørede Sommernatsstemninger, veg Pladsen for en stor Usikkerhed, naar det var rene Solskins- toner, han skulde sammenstemme. Hans Pensel var blottet for alle indsmigrende Egenskaber. Men maaske just, fordi Maleren gør sig saa lidet bemærket i Sonnes Billeder, er Digteren i dem saa meget mere iøjne- faldende. En ægte dansk Romance- og Bal- ladedigter er han bleven kaldt af Lange med den træffende Tilføjelse, at „er nogensinde den ejendommelige danske Følelsesmaade og Fantasi, som har faaet sit oprindelige Udtryk i vore gamle Folkeviser, levet op igen i vor Kunst, saa er det hos ham“. Der er i mange af Sonnes Folkelivsbilleder noget af det ur- billedlige i Folkepoesien, noget af dens dybe Almindelighed, noget af dens storladne Usammensathed, noget af den Hjærtets usøndrede Enfold, som ytrer sig monumen- talt, skønt yderlig kunstløst. Det er ogsaa denne naive Form for det monumentale, der 6