Forelæsninger over mekanisk Teknologi
Holdne ved den polytekniske Læreanstalt

Forfatter: J. Wilkens

År: 1872

Forlag: J.D. Qvist & Comp.

Sted: København

Sider: 610

UDK: 670 Wil TB Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000274

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 610 Forrige Næste
C. 1. e. 198 I. Bor bruges f. Ex, til Forsænkning af Boltehoveder. Man har Cen- trumsbor med løse Ege til at kile fast i et Hul paatværs af Bore- stangen ; men de ere mindre stærke, og Besparelsen mod flere simplere Bor er maaske indbildt. 5. Snekkebor ere vredne om en Axe. Det „steiriske Snekkebor“er som et om sin Axe snoet Spidsbor, eller det har paa den ene Side en dyb, snoet, skarpkantet Huulning. De ovennævnte nyere Vridtbor ere igrunden af dette Slags, mindre heldig udførte. „Amerikanske Snekkebor“ have en rektangulær Borestang, der glødende er snoet om sin egen Axe, eller i en aaben Helice om en tynd, rund Stang, der siden trækkes ud; eller en høj, stejl Skrue- gang er lagt udenpaa en rund Stang. Saalænge Borehullet ikke er dybt, skruer Stangen Spaanerne ud af Hullet, og de bruges ofte med Va a 2 Tommers Diameter; de føres med Hjulbor (de smaa), Druebor jf, 1 eller en Tværstang (de største). Borespidsen kan have allehaande Former, særskilt for Side- og for Endetræ, som Centrumsbor, som Spydbor ofl. 6. Spundsb or udskære en ringförmig Rende og ''S ere saaledes skikkede til at gjøre store Huller i tyndt Sidetræ ; naar de skærende Ege ere til at stille i forskjellig Afstand fra Axen, kau V man vexle med Hullets Størrelse. Den udskaarne Skive kaldes ofte et Spunds. 7. Kronb or er et rundbøjet Savblad, der udskærer en Brikke af tyndt Træ, oftere Been eller Horn. Det er altsaa et Slags Spundsbor og bruges mere for Spundsernes end for'lullernes Skyld. H. Drejning i Træ foregaaer nu vistnok sjelden paa etÜVippe- d reje lad, en af Træ meget simpel udført Bænk til at dreje grove, ikke hule Sager mellem to faste Spidser under Rotation frem og tilbage. I Loftet er befæstet en Fjer, gjerne en Lægte, fra den til Traadet gaaer en Snor, som et Par Gange snoes om Stykket. For- sætteren er ofte af Træ, endog blot en Træstang, hvilende i Knager paa begge Dokkerne. Man skrubber først en huul Plads af tilvenstre, for Snoren, kan iøvrigt flytte Snoren, saa man ogsaa kan afdreje dette Sted tilsidst. Til Støtte for Arbejderen, især ved Drejning for Enden, bruges en paa Vangen fastspændt Sidelæner. Ofte stilles et andet Drejelad eller et Bord i passende Afstand bag Arbejderen, for at han kan støtte sig derimod; ellers bruges en Ryglæner, dannet af Lægter som et Sengelad og til at trække ud og ind gjennem KlamPer Paa Drejeladets Fødder. ^Drejebænken ligner den til Metal i dens 8Ìmpleste Form; som oftest er der dog en Huulskrue i Spindelen og Tapskruer paa Patronerne. Hvor det Omvendte er indfort, kan man bedre sætte Patronerne fra sig. Her findes ogsaa Sidelæner til Boring og Drejning for Enden, især Uddrejning, ligeledes ofte Ryg- r) .