Erklæring Fra Generaldirektionen For Statsbanerne Til Ministeriet For Offentlige Arbejder Over Den Af Statsbaneudvalget Af 1911 Afgivne Betænkning

 Udvalgets andet Forslag gaar ud paa, at man til den Strejkebestem- melse, der allerede ved Kullicitationen den 12. September 1912 optoges i Betin- gelsernes § 8, 3die Stykke, skal føje en Bestemmelse om, at Statsbanerne, naar den ved en Strejke opstaaede Leveringshindring vedvarer udover en vis Tids- frist, skal have Valget mellem at fastholde eller annullere Leveringsoverenskom- sten. Mod Optagelsen af en saadan Bestemmelse vides der fra Banernes Side intet at erindre. Endelig finder Udvalget det rettest, at Afgørelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt leverede Kul er forskriftsmæssige eller ej, fremtidigt indankes for Vold- gift eller Domstol, medens det efter de gældende Betingelser udelukkende af- gøres af Banerne selv, der ogsaa fastsætter Størrelsen af et eventuelt Fradrag i Betalingen paa Grund af Varens ringere Kvalitet. En Indvending herimod, gaaende ud paa, at Banerne i saa Fald maa ligge inde med større Kulbehold- ninger, end det nu er nødvendigt, finder Udvalget ubegrundet. Hertil er imid- lertid at bemærke, at der er al Grund til ikke at ligge inde med for store Be- holdninger, fordi dette under Hensyn til, at Kullene skifter Karakter ved Hen- liggen, smuldrer og taber i Værdi, er en meget uøkonomisk Foranstaltning. Det er imidlertid ikke alene ud fra denne Betragtning, at man maa afvise Forslaget om at gaa over til en Afgørelse ved Voldgift eller Domstole af de omhandlede Forhold, men fordi Bedømmelsen af, hvorvidt Kullene er forskriftsmæssige eller ej, maa træffes hurtigt og ikke kan afvente den langsommere Voldgifts- eller Rets- afgørelse. Dels har Jernbanen nemlig i Reglen Brug for Kullene straks og maa, hvis man ikke tør bruge dem, eventuelt angribe Lagerbeholdningerne af de dyrere Briketter, dels taber Kullene, som ovenfor nævnt, i Værdi ved at skulle ligge hen, og endelig drejer Leverancerne sig ofte om saa store Beløb, at det for Leverandørernes Skyld er magtpaaliggende at faa en hurtig Ende paa Betalings- spørgsmaalet. Udvalgets Bemærkning om, at man altid hurtigt kan konstatere de fak- tiske Forhold ved en Skønsforretning — hvorved bemærkes, at det udenfor Jern- baneteknikernes snævre Kreds vil være vanskeligt at skaffe fuldt kompetente Skønsmænd — passer vel til Dels for saa vidt angaar Minemærkets Rigtighed samt V7arens Smuld* og Askeindhold, men for alle andre Punkters Vedkommende vil en Skønsforretning ikke kunne klare Sagen. 1 Særdeleshed kan Fradrag i Kontraktprisen ikke fastsættes ved en saadan, naar Fradraget forlanges fore- taget, fordi Kvaliteten er ringere end den Prøve, hvormed der har været gjort Forsøg ved Maskinafdelingen, og som i Henhold til de opnaaede Resultater har været bestemmende for den paagældende Kulsorts Optagelse paa Kullisten ved Bedømmelsen af Tilbudet, thi Prøven medgaar helt ved Forsøgene og kan derfor ikke under en Retssag fremlægges til Dokumentation, ligesom der heller ikke paa Grund af Materialets Karakter kan blive Tale om at opbevare Dele af saa- danne Prøver som Kontrolprøver. Det maa herved fremhæves, at Grundlaget for Køb af Kul til Maskinafdelingen er Prøvekullenes Kvalitet og Brugsværdi, ikke — saaledes som det er almindeligt mellem Importørerne — alene Kullenes Levering fra en bestemt Mine, og dette Grundlag bør ikke fraviges, da Erfa- ringen har vist, at Kul fra samme Mine fra Tid til anden, efterhaanden som Bryd- ningen i Kullejet skrider frem, kan undergaa væsentlige Kvalitetsændringer, ligesom Kul fra samme Mine ofte kommer fra flere Lag af forskellig Beskaf- fenhed. 7