Erklæring Fra Generaldirektionen For Statsbanerne Til Ministeriet For Offentlige Arbejder Over Den Af Statsbaneudvalget Af 1911 Afgivne Betænkning

53 er trukket en fast Grænse for Førselen af I Klasses Kupéer i Togene, og da der er kommet Ro i dette Forhold, maa fraraade, at det nuværende Standpunkt fraviges paa en Maade, der kan medføre vidtrækkende Krav om Genindførelsen af I Klasse i indenlandske Forbindelser. Det vil heller ikke være økonomisk nu at udvide Anvendelsen af I Klasse, blandt andet fordi en større Del af Stats- banernes nyere Materiel er bygget under Hensyn til, at der kun skal føres II og III Klasse i Størstedelen af Togene. Endelig kan der økonomiseres stærkere med Vognantallet i Togene, hvor disse fører færre Vognklasser. Statsbanernes Køreplaner har i Almindelighed udviklet sig fra den første Køreplaner, beskedne Begyndelse med 3 à 4 Tog i hver Retning til, hvad de nu er, baade ved at imødekomme direkte Ønsker fra Publikums Side og ved, at man har be- stræbt sig for at tilfredsstille den Trang til Befordring, der samlede sig paa be- stemte Tog. Saalænge denne Trang ikke havde fæstnet sig, hjalp man sig ved Forspandskørsel eller ved Afsendelse af Hjælpetog. \ ar man derigennem bleven klar over, at der var en fast Trang til Befordring udover, hvad den bestaaende Køreplan kunde magte, indlagdes faste Dubleringstog. Naar Udvalget na gør sig til Talsmand for at indskrænke det bestaaende Togantal, særlig ved at er- statte nogle Dubleringstog med Hjælpetog efter Behov, vil det altsaa i Virkelig- heden ikke sige andet, encl at man skulde gaa tilbage i Udviklingen og indtage de gamle Standpunkter, som man i sin Tid forlod af vægtige Grunde og med omstændelig Redegørelse overfor Ministeriet i hvert enkelt Tilfælde, hvori toges alt fornødent Hensyn til Sagens økonomiske Side. Der turde vistnok ogsaa kræves en nærmere Paavisning, end den der gives i Udvalgsbetænkningen, af, at den fore- slaaede Indskrænkning, hvorefter visse daglige Tog erstattes med Tog, der kun løber paa visse Ugedage, vil være en Foranstaltning af særlig økonomisk Betydning. Det maa nemlig erindres, at Kørslen paa enkelte Ugedage kræver baade Materiel og Personale, saaledes at det, der spares ved ikke at køre de øvrige Ugedage, væsentlig kun bestaar i Udgifterne til Kul og Olie samt Kilometerpenge-Udgifter, der ikke spiller større Rolle, end at de kan ventes dækkede ved forholdsvis faa Rejsende, saa at Toget i Virkeligheden kan føres over Linien uden Tab. Paa den anden feide staar den alvorlige Ulempe, det er for Publikum at skulle erindre de Dage, paa hvilke Togene løber, et Forhold, som altid vil virke hæmmende paa Udviklingen af Trafikken og derigennem paa Indtægtsforøgelsen. Det er ogsaa et Spørgsmaal, om de postale Hensyn kan ske Fyldest ved den foreslaaede Ordning. Navnlig for Nord- og Kystbanens Vedkommende maa man paa det be-Nord-og Kyst- steinteste tage til Genmæle mod den Tanke : at bestride Søn- og Helligdagstrafikken bauen med Hverdagskøreplanen, suppleret med de fornødne Særtog, for hvilken Udvalget gør sig til Talsmand. Den er uøkonomisk, den frembyder alvorlige Ulemper for Publikum, og den vil være et væsentligt Tilbageskridt i Togsikkerheden. Den er uøkonomisk, fordi den vil kræve mere Personale og Materiel end den nuværende Ordning. De Rejsende vil nemlig, da de kun kender Tiderne for Plantogene, møde til disse Tider, og Særtogene maa saaledes indlægges som •Dubleringstog for Plantogene. Man vil herved inden for meget korte Tidsrum komme til at afgive et samlet Antal Tog meget hurtigt efter hinanden med deraf følgende stort samlet Materiel- og Personaleforbrug, medens man nu, livor Togene, og med dem de Rejsende, fordeles over hele Dagen, kan lade een Togstamme og eet Sæt Personale køre flere Gange fra og til Kjøbenhavn i fast Turnus og saaledes udnytte den samme Togstammes Pladser oftere, samtidig med, at det samme Personale yder et større Arbejde. De hurtigere Køretider, der er lagt til