Erklæring Fra Generaldirektionen For Statsbanerne Til Ministeriet For Offentlige Arbejder Over Den Af Statsbaneudvalget Af 1911 Afgivne Betænkning

57 andet Stykgods, hvad der ikke kan begrundes ved dobbelte Ekspeditionsomkost- ninger, men søger sin Forklaring i det foran fremhævede Forhold. Hvis man derfor skulde tage Betaling for Udbringningen af II- og Eks- presgodset, maatte man nedsætte Takst 1, men at skride til en saadan Nedsæt- telse kan man absolut ikke anbefale. Den vilde nemlig blandt andet let kunne føre til, at Forsenderne for at spare Kørselsomkostningerne for dette Gods fra- bad sig Tilbringningen og lod ankomne Ilgodssendinger, som Stationerne i Al- mindelighed ikke er indrettede paa at opbevare, ligge paa Stationerne, til det var dem belejligt at lade dem afhente. Foranstaltningen vilde derfor fremkalde ad- skillige Krav om Udvidelser, for at Stationerne kunde blive i Stand til at huse det Ilgods, der maatte opbevares, og Resultatet heraf vilde blive baade Udgifter for Statsbanerne og Ulemper af anden Art, hidrørende fra Behandlingen af det uafhentede Ilgods, der for en stor Dels Vedkommende vilde bestaa af let for- dærvelige Varer, levende Smaadyr og findet lignende Gods af besværlig Ait. Det bør da ogsaa i Modsætning hertil fremhæves, at den nuværende Ordning, der har været praktiseret i over en Menneskealder, ingensinde vides at liave medføit Ulemper eller Besværinger af nogen Art. Som det vil ses af Underbilag A til Udvalgsbetænkningens Bilag 42, finder Udbringning af Ilgods Sted paa alle større Stationer, derimod ikke i Al- mindelighed fra Landstationer, og man kunde derfoi gøre gældende, at Ilgods- taksten ved Befordring til disse Stationer burde nedsættes under Hensyn til, at Modtageren paa dem selv maa hente Godset. Dette Forhold er imidlertid vel- kendt af Forsenderne, og Forsendelse af II- eller Ekspresgods til disse Stationer bruges derfor ogsaa kun i ringe Omfang og kun, naar det er bydende nødven- digt. Man har derfor ikke ment at burde indføre en særlig Ilgodstakst for Be- fordring til disse Stationer, uagtet det vilde være teoretisk ligtigt. Derimod maa man med Medlem af Udvalget, Konsul Cloos, være enig i, at den ovenfor nævnte Ordning, hvorefter Modtagere af Ilstykgods fra de Sta- tioner, hvor Vognmandskørsel er etableret, i alle Tilfælde skal betale et Gebyr for Udbringningen, maa regnes for en Takstfordyrelse. Ved den nugældende Ordning udgjorde Statsbanernes Indtægt af Eks- pres- og Ilgodsbefordringen i 1911—12 14,5 Øre pr. Tonkilometer medens den tilsvarende Indtægt for Fragtstykgods var 8,1 Øre. Udbringning af II- og Eks- presgods kostede i samme Driftsperiode i alt 84,671 Kr 95 Øre. bom heraf vil ses, har Indtægten pr. Tonkilometer af II- og Ekspresgods været saa høj at det ikke kan siges at være uforsvarligt, at man har tilbragt dette Gods uden Be- taling, idet Udgiften hertil har udgjort 0,84 Øre pr. Tonkilometer, Selv om man uden en Takstnedsættelse for Ilgodsets Vedkommende be- stemte sig til at opkrave Betaling for Tilbringning af II- og Ekspresgods, vilde man langtfra indvinde det Beløb, som Tilbringningen koster Banerne Man maa nemlig regne med, at en vistnok ikke ringe Del af det Gods, der nu sendes som II «rods’ under Hensyn til den gratis Udbringning, fremtidig vilde blive sendt som Fragtgods, og at en Del af de Sendinger, der nu gaar som Frimærkepakker, og hvis Befordring i 1911—12 indbragte Statsbanerne ca. 580,000 Kr., medens Ud- giften ved Tilbringningen i samme Aar kostede ca. 53,000 Kr., vilde blive sendte som Postgods. Hvad sluttelig angaar den i Betænkningen Side 90 fremsatte Bemærk- ning om, at der bør drages Omsorg for, at Betalingen for Udbringningen af Gods kan ske forud ved Godsets Afsendelse, skal man henlede Opmærksom- 8