Erklæring Fra Generaldirektionen For Statsbanerne Til Ministeriet For Offentlige Arbejder Over Den Af Statsbaneudvalget Af 1911 Afgivne Betænkning

74 Haandbagage; Bestemmelsen om, livad der frit kan medføres som TIaandbagage, indeholdes „Kommissi°- j jj0V m af Mai ]9] 1 Om Statsbanernes Takster m. ni. § 12, 1., 1ste Stykke, nær’ -Rejser. ' der er saalydende: »I Personvognene kan der frit medføres Rejsetøj og mindre Rejsegenstande, som ikke volde Besvær ved deres Beskaffenhed eller Lugt, og som kunne anbringes under eller over den rejsendes egen Plads.« Togpersonalet er instrueret om at skride ind, naar denne Bestemmelse overtrædes, og de Medrejsende klager herover. Videre har man ikke ment at burde gaa, fordi en strengere Overholdelse af Bestemmelserne sikkert vilde vække den største Misfornøjelse hos hele det rejsende Publikum. Togpersonalet er derhos beordret til at have Opmærksomheden særlig henvendt paa de saakaldte Kom- missionærer, som benytter Banerne paa deres Rejser til og fra de større Byer, hvor de besørger Ærinder for Beboerne andetsteds, men det er langt fra altid let for Togbetjeningen at føre en virksom Kontrol overfor disse rejsendes Overtrædelser af den foran nævnte Lovbestemmelse. Forholdet er nemlig det, at Kommissionærerne er meget velsete af Land- boerne, hvem de i høj Grad letter Besørgelsen af Ærinder i de større Byer, og det har derfor ogsaa Gang paa Gang vist sig, at de faar Støtte af de Medrejsende, der overfor Togpersonalet erklærer, at en Del af de i Kupéen medbragte Pakker o. a. tilhører dem, og de enkelte mere kraftige Forsøg, der hidtil har været gjort fra Jern- banens Side paa at indskrænke Kommissionærernes Virksomhed, har kun ført til yderligere Bestyrkelse af Forstaaelsen og Sammenholdet mellem disse og Publikum. Det er rigtigt, som anført i Udvalgsbetænkningen, at Kommissionærerne fortrinsvis benytter sig af Abonnementskort til Rejser mellem to bestemte Stationer paa Statsbanerne. Udstedelsen af saadanne Kort er lovhjemlet ved Takstlovens § 64, 2det Stykke, og Statsbanerne kan derfor ikke som Privatbanerne gøre Udste- delsen af disse Kort afhængig af den Benyttelse, den Rejsende agter at gøre af det Kort, han vil løse og derfor ved Bestillingen maa opgive. Man har saaledes ingen Ret til at nægte Udstedelsen af Kort, fordi man nærer en Formodning om, at Kort- haveren paa sine Rejser med Kortet som Hjemmel vil gøre Forsøg paa at handle i Strid med Takstlovens § 12, 1ste Stykke. I øvrigt er det hele, saaledes som Udvalget ogsaa selv synes at opfatte det, en højst ubetydelig Sag for Statsbanerne, og den ringe Merindtægt, Banerne muligt kunde opnaa ved at træffe meget strenge Forholdsregler for at umuliggøre Med- tagelsen af for meget Rejsegods i Kupéerne, vilde være dyrekøbt ved den Upopu- laritet hos Publikum, som disse Bestræbelser fra Banernes Side vilde fremkalde. Nøjagtige Vægt- angivelser. Ligesom Udvalget mener man her, at de]’ fra Banernes Side bør gøres alt muligt for at opnaa rigtig Vægtangivelse paa det til Forsendelse indleverede Gods, saaledes at der for dette kan opnaas fuld Fragt. Man har ogsaa stadig Opmærksom- heden henvendt paa Tilvejebringelsen af mere Vejemateriel, for at Kontrolle.) med Vægtangivelserne kan blive saa effektiv som vel mulig. Havnebane- Hvad Udvalget har udtalt om Havnebanefragterne, giver ikke Anledning fragt. til nogen Bemærkning.