Lysets Anvendelse
I Lægevidenskaben

19 ved Solstraalernes stærke Opvarmning al Huden; den skulde altsaa kun ved sin ejendommelige Aar- sag være forskellig fra andre Forbrændingsbetæn- delser. Tilsyneladende er ogsaa Betændelsens Egen- skaber de samme, enten den skyldes Varme eller Lys, men ved nøjere Undersøgelse kan der paavises tydelig Forskel. Naar Lysbetændelsen svinder, efterlades der nemlig et gulbrunt Farvestof i Huden, hvilket man aldrig ser ved tilsvarende Grader af Forbrænding, og medens Huden bliver rød umiddel- bart efter en Forbrænding, opstaar Lysbetændelsen først i Løbet af nogle Timer, og sit Højdepunkt naar den som Regel først efter 12—24 Timers Forløb. Ved mikroskopisk Undersøgelse synes der derimod ikke at kunne skelnes mellem Lysbetændelse og en Betændelse af anden Aarsag; i alle Tilfælde finder man de almindelige Karaktermærker for enhvei’ Betændelse: Udvidning af de fine Blodkar og Ud- vandring af hvide Blodlegemer igennem Karvæggen ud i det omgivende Væv. Den omtalte Forskel i Lysbetændelsens og For- brændingsbetændelsens Forløb gør det til en vis Grad sandsynligt, at de ikke har samme Aarsag. Denne Anskuelse støttes yderligere ved Iagttagelser angaaende Karakteren af det Lys, der lettest gør Huden solbrændt. Det er en gammel Erfaring, at Tu- rister, der er paa Vandring over Isbræer, er stærkt udsatte for at blive solbrændte, særlig paa Under- siden af Næsen og Hagen, der rammes af Straaler, som tilbagekastes fra Sneen; men i disse Omgivelser, ofte i en Temperatur, der er under Nul, kan der ikke være Tale om for stærk Ophedning af Huden. Noget ganske tilsvarende er det, at man kan blive i høj Grad „solbrændt” ved at opholde sig i Nær-