Lysets Anvendelse
I Lægevidenskaben

39 løb, og endelig vilde Patienten slippe for de skæm- mende Koppear. Det er netop herpaa, Finsens Be- handling i rødt Lys tager Sigte. Finsen foreslog i 1893 for første Gang at prøve denne Behandlingsmetode. Under sine litterære Studier angaaende Lysets Virkning paa Huden havde han fundet, at Picton i 1832, samt Black i 1867 og Barlow og Waters i 1871 havde opnaaet ud- mærkede Resultater ved at anbringe Koppepatienter i Mørke, idet der ikke dannedes Materie i Blærerne; disse efterlod derfor ingen Ar, og Sygdommen for- løb langt hurtigere og lettere. Disse Iagttagelser havde imidlertid kun vundet meget lidt Tiltro og var hurtigt gaaede i Glemme, aabenbart fordi det har staaet for Datidens Læger som ganske utroligt, at Lyset skulde kunne have nogen som helst Ind- flydelse paa Koppeudslettet. Denne Behandlings- niaade blev derfor vurderet som ligesaa unyttig som alle de utallige andre, der i Aarenes Løb er bievne foreslaaede som Midler til at undgaa Materie- dannelsen i Blærerne. Sandsynligvis har ogsaa fire Dødsfald, der forefaldt iblandt Barlows Patienter, bidraget til, at denne Behandlingsmaade gik i Glemme, idet Barlow mente, at de maatte tilskrives Mørket. Finsen gjorde nu opmærksom paa, at efter vort nuværende Kendskab til Lysets Virkning paa Huden var der netop al Grund til at anse disse Iagttagelser for korrekte. Naar Lysets kemiske Straaler kan frembringe Betændelse i sund Hud, er det ikke urimeligt at antage, at de ogsaa maa kunne for- værre en allerede tilstedeværende Betændelse, d. v. s. bevirke, at Blærerne komme til at indeholde Materie i Stedet for klar Vædske. Hvis det er Tilfældet, maatte man altsaa kunne undgaa Materiedannelsen ved at udelukke Lysets kemiske Straaler. For