Lysets Anvendelse
I Lægevidenskaben

62 Man kan altsaa med temmelig stor Sikkerhed sige, at der her foreligger en Forsøgsfejl. Endnu mere betænkeligt er det, at selv de Forskere, der er enige om, at Lyset forøger Kul- syreudskilningen, ophøre at være enige, naar der bliver Spørgsmaal om, hvilke Arter af Straaler denne Virkning skyldes. F. Eks. er Fubini og Spalitta’s Resultat i denne Henseende ganske mod- sat Moleschott’s, idet de har fundet Kulsyreudskil- ningen størst i rødt og gult Lys, mindst i blaat og violet. Men kan der fremkomme saa store Forsøgs- fejl ved Eksperimenterne med farvet Lys, er der ingen Grund til at nære mere Tillid til de Forsøg, der har haft til Formaal at afgøre Hovedspørgs- maalet: om ufarvet Dagslys har nogen Indflydelse paa Stofskiftet. Dette Spørgsmaal henstaar altsaa fremdeles uafgjort. Skulde man paa Grundlag af de foreliggende Forsøg danne sig et Indtryk af, hvorledes Sagen forholder sig, maatte det vel snarest blive det, at Lyset ikke har nogen direkte Indvirk- ning paa Stofskiftet, men nok en indirekte, idet det fremkalder Bevægelser og Muskeltonus, og derved forøger Kulsyreudskillelsen. Der foreligger dog et Par Forsøgsrækker, som gør et paalideligt Indtryk, og ved hvilke der er paa- vist en Forøgelse af Kulsyreproduktionen, ganske vist ikke ved Forsøg med levende Dyr, men ved at udtage Væv umiddelbart efter Slagtningen af et Dyr, og derefter maale dets Kulsyreudskillelse i Lys og i Mørke. De Celler, hvoraf Vævene bestaa, kan nemlig fortsætte deres selvstændige Liv i nogen Tid efter at de er skilte fra den øvrige Orga- nisme; herved foregaar der, ligesom ved enhver anden Livsproces, et Stofskifte, d. v. s. kemiske Omsætninger, der bl. a. bestaa i, at Cellen optager Ilt fra Omgivelserne og udskiller Kulsyre. Allerede