Lysets Anvendelse
I Lægevidenskaben

68 lidt Farvestof og derfor er blegt. Paa denne Maade maa det sandsynligvis forklares, at Mennesker, dei har mørke Boliger, blive blege. Forklaringen svarer ganske til den tidligere (S. 34) fremførte Anskuelse, at Polarfarernes Hud faar sin blege, gulgrønne Farve henimod Vintermørkets Slutning som Følge af, at den ikke i længere Tid har været udsat for de kemiske Lysstraalers karudvidende Indflydelse, som Finsen har paavist ved de S. 23 omtalte Forsøg. Der er saa meget desto mere Grund til at god- kende denne Anskuelse, som Undersøgelser af Polar- farer es Blod ved Slutningen af Vinternatten har vist, at det havde et normalt Indhold af Farvestof, uagtet Ekspeditionernes Deltagere havde den typiske blege, lidt gulgrønne Hudfarve. Disse Undersøgel- ser er udførte paa den tidligere omtalte svenske Ekspedition til Spitsbergen i 1887 og paa Nansens Ekspedition med Fram af Lægerne Gyllenkreutz og Blessing. Særlig Blessings Meddelelser er værdi- fulde, fordi han maalte Indholdet af Farvestof i Deltagernes Blod under hele Rejsen. Han skriver: „angaaende Blodundersøgelserne kan jeg i denne korte Beretning kun meddele, at de var langt fra at antyde Blodmangel, men tværtimod syntes at bevise, at Organismen med Held formaaede at reagere imod Vinternattens Indflydelse”. Der er ganske vist, saa vidt mig bekendt, aldrig foretaget Undersøgelser af Blod fra Mennesker, der har en mørk Bolig, men der er sikkert al Grund til at antage, at deres Bleghed har samme Oprindelse som Polarfarernes. Til Afgørelse af Lysets Indflydelse paa Blodet kunde Dyreforsøg være en væsentlig Støtte, men mærkeligt nok er der udført meget faa. En direkte Indvirkning paa de røde Blodlegemer