Naturkræfterne i Menneskets Tjeneste
Belærende Underholdninger paa Videnskabens og Industriens Gebet

269 at svinge sit Blæserør, hvilket er nødvendigt ved Ovne, der saaledes som den beskrevne nærmest ere indrettede til Fabrikation af Vinduesglas. Det ligger i Sagens Natur, at man ved Glasovnen maa anvende et Brændsel, som giver en lang Flamme, fordi Varmen skal spredes over et stort Rum. Tørv ere derfor ikke meget heldige, da de give en kort Flamme, derimod anvendes Brænde og Steenkul, det første navn- ligt i Tydskland, Stenkullene saagodtsom udeluk- kende i Frankrig og England. Man har ogsaa med Held begyndt at smelte Glas ved de brændbare Luft- arter, som udvikles ved en forenet Forbrænding og For- kulning af Brændsel. Deres brændbare Bestanddeel be- staaer væsenligt af Kulilte, deres ikke brændbare af Qvæl- stof, som stammer fra den til Forbrændingen forbrugte Luft. Ved at brændes i Ovnen, hvor man blander dem med atmosphærisk Luft, give de en tilstrækkeligt høi Varme- grad til Smeltningen, og man har den Fordeel fremfor ved fast Brændsel, at man paa det Nøieste kan regulere Til- førslen og derved Varmeudviklingen. En anden 1 ordeel herved er, at man kan udvikle dem af meget slet Brændsel, endogsaa af Smuld og Aftald, som paa andsn Maade ikke kunde faae en oeconomisk Anvendelse. Har Ovnen tilligemed de indsatte Digler naaet’den for- nødne Temperatur, kan Smeltningen begynde. Førend imidlertid selve Blandingen kastes i Diglen, anbringer man i samme en vis Mængde Glasskaar, og naar disse ere smeltede, følger Blandingen efter, ikke paa eengang, men portionsviis, forat Diglen ikke skal løbe over; thi dei skeer en stærk Udvikling af Kulsyre, som af Kisel- syren uddrives af sin Forbindelse med Baserne. Da der til Blandingen sættes omtrent en Trediedeel Glasskaar, indsees det, at det er af stor Vigtighed for Fabrikanten, at al Slags Glasaffald saavel i Fabriken som udenfor denne samles omhyggeligt. Glasskaarenc ere derfor