Naturkræfterne i Menneskets Tjeneste
Belærende Underholdninger paa Videnskabens og Industriens Gebet

3ö/ Vand, for at den skal kunne hærdne, og som bagefter ikke lider noget ved at være udsat for Vandets Paa- virkning. Der findes i Naturen visse Kalkstene, saa- kaldte Cementstene, som ved Brænding alene give hydraulisk Kalk. Undersøger man disses Bestanddele og deres Mængdeforhold, seer man, at de forstørstedelen bestaae af kulsuur Kalk, medens de indeholde omtient 20 Procent Leer og Sand indblandet. Brændes de paa samme Maade som den tidligere omtalte Kalksteen, vil Kulsyren uddrives, den kulsure Kalk altsaa gaae over til brændt Kalk; men tillige vil den brændte Kalk indvirke saaledes paa Leret (den kiselsure Leerjord), at Forbin- delsen mellem Kiselsyren og Leerjorden svækkes. Leret, som før Brændingen var uopløseligt i Syrer, vil efter Bræn- dingen kunne adskilles af Syrer (f. Ex. Svovlsyre, Saltsyre), som træde i Forbindelse med Leerjorden til opløselige Forbindelser, medens Kiselsyren udskilles. Den udskilte Kiselsyre faaes derved i en geleeagtig Tilstand, heelt for- skjellig fra den, hvori den findes i Naturen som Qvarts; den er i denne Tilstand meget mere modtagelig for che- miske Indvirkninger, saaat den med stor Lethed opløses i Kali eller Natron til Vandglas, medens Qvarts eller Flintestene kun med større Vanskelighed opløses, som vi ovenfor (S. 301) have seet. Den geleeagtige Kiselsyre, som ogsaa kan udskilles af Vandglas ved Tilsætning af en stærkere Syre, kaldes af Chemikerne incohærent (usammenhængende) Kiselsyre, medens Qvarts og Flint kaldes cohærent. Den brændte Cementsteen indeholder saaledes brændt Kalk og en Forbindelse mellem inco- hærent Kiselsyre og Leerjord, som svarer til Vandglas. Bringes den brændte Cementsteen i Berøring med Vand, vil efter kortere eller længere Tid en Hærdning indtræde, idet der ved Vandets Medvirkning synes at blive dannet en fast, uopløselig Forbindelse mellem Kiselsyren og Kalken, kiselsuur Kalk, hvor Kiselsyren ogsaa kan erstattes af