Naturkræfterne i Menneskets Tjeneste
Belærende Underholdninger paa Videnskabens og Industriens Gebet

521 over i Midten, hvor den ingen magnetisk Virkning viser; thi da vil hvert Stykke være en fuldstændig Magnet, have en Nordende og en Sydende, idet den Magnetpol, som iforveien fandtes i Brudstykket, vil holde sig uforandret. Da dette Forhold gjentager sig ved hver fornyet Sønder- brydning, have vi Ret til at slutte, at de to Magnet- kræfter, hvis vi tør kalde dem saaledes, findes tæt op til hinanden i enhver nok saa lille Deel af Magneten. Enhver enkelt lille Staalpartikel maae vi tænke os som en lille Magnet, der vender sin Sydende til den ene Side, sin Nordende til den modsatte Side, saaledes at den ene Partikels Nordende støder op til den andens Sydende o. s. fr. Naar nu ligestærke Magneter berøre hinanden med deres ueensartede Poler, ophæve disse hinandens Virkning, og de forholde sig altsaa udadtil som Ikke- Magneter. Tænkte vi os derfor alle de enkelte Staal- partikler i Magneten lige stærkt magnetiserede, vilde alle deres Poler være uvirksomme, undtagen de yderste, som ligge frit, og kun i den alleryderste Ende vil Magnetis- men optræde. Tænke vi os derimod, at Partiklernes Magnetisme forandrer sig med Afstanden fra Midtpunktet, lader det sig vise, at Magnetismen i den hele Magnet netop vil fordele sig, saaledes som Tilfældet er. Bringe vi en Magnetpol i Berøring med en Stang af Smedejern, iagttage vi, at denne, saalænge Berøringen varer, selv er bleven forandret til en Magnet. Berøre vi med en Sydende, vil Jernstangen paa Berøringsstedet faae en Nordende, altsaa en Sydende paa det længst fra- liggende Sted. Dette kunne vi let prøve deels ved Fiil- spaaner, deels ved Hjælp af et lille Compas. Gjøre vi Forsøget med en Staalstang, bliver denne langt svagere magnetisk, men dens Magnetisme kan forstærkes, naar vi samtidigt hamre eller slaae Staalstangen. Vi see da til- lige, at Staalstangen beholder den Magnetisme, den havde modtaget, selv efter at Magneten er fjernet, medens Jern-