Naturkræfterne i Menneskets Tjeneste
Belærende Underholdninger paa Videnskabens og Industriens Gebet

520 tion med den anden Arm af Magneten og den anden Halvdeel af Strikkepinden paa samme Maade gjentagne Gange. Strikkepinden er da bleven magnetisk, hvorom vi kunne overbevise os ved at dyppe den i Jernfiil- spaaner, som da ville hænge fast paa den. Man iaggttager strax, at Fiilspaanerne ikke hænge ved i Midten, men at deres Mængde tiltager jevnt henimod Enden af Naalen, hvor de sidde i hele Duske. Disse to Ender kaldes Magnetens Poler, og man vil iagttage, at enhver Magnet har idetmindste to saa- danne Poler. Ophænger man nu en saadan Magnet saa- ledes i en Iraad, at den med største Lethed kan dreie sig rundt i en vandret Stilling, vil man iagttage, at den ene Pol omtrent peger mod Nord, den modsatte altsaa omtrent mod Syd. Naalen vil vende tilbage til denne Stilling efter gjentagne Svingninger, naar den fjernes fra den. Den Ende af Naalen, som peger mod Nord, har man derfor kaldet Nordende eller Nordpol, den modsatte Sydende eller Sydpol. Et let Forsøg vil vise os, at disse Poler ere af for- skjellig Natur. Have vi saaledes to Magneter og nærme vi Nordende til Nordende eller Sydende til Sydende, vil der finde frastødning Sted, medens Nordende og Syd- ende gjensidigt tiltrække hinanden. De eensbenævnte Poler frastøde altsaa hinanden, og de ueens- benævnte Poler tiltrække hinanden. Kjende vi nu denne Lov, have vi altsaa et Middel til' at bestemme en Mag- nets Poler uden at hænge den op, naar vi blot have en anden bevægelig, hvis Poler ere bekjendte. Vi see saaledes, at en Magnets to modsatte Ender ere af forskjellig Natur, naar vi tage Hensyn til deres Virkning udadtil. Man kunde derfor være tilbøielig til at antage, at hver Ende af Magnetnaalen indeholdt sin Art Magnetisme. At dette dog ikke er saa, kan man let bevise ved at brække den magnetiske Strikkepind