Naturkræfterne i Menneskets Tjeneste
Belærende Underholdninger paa Videnskabens og Industriens Gebet

523 nysomtalte Magnetbundt og altid ved de naturlige Mag- neter, og man bar derved den Bihensigt, tillige bedre at concentrere Magnetismen. I Ankeret vil der nemlig ved umiddelbar Bei'øring fremkaldes en ueensartet Pol, i den modsatte en eensartet, og ved at give denne Ende den Form og den Retning, man vi], har man det i sin Magt at samle Magnetismen, som man ønsker det. Større Magneter, som ere bestemte til Forsøg over Bære- kraften, faae Formen af Hesteskoe, og i Berøring med de frie Poler lægges da et Anker af blødt Jern, der holdes tiltrukket af Polerne. Paa en Krog, som er an- bragt i Ankeret, hænges da Vægte. Man iagttager her det ejendommelige Forhold, at naar man ved en jevnt stigende Belastning tilsidst har faaet det bragt dertil, at Ankeret rives af, Magneten samtidigt taber en Deel af sin Bærekraft, saaat Ankeret ved et gjentaget Forsøg ikke kan bære saameget. Med Tiden vil Magneten imidlertid gjenvinde sin oprindelige Kraft. I det Foregaaende er kun nævnet Jernet som det Metal, der kunde blive magnetisk; thi de andre Me- taller, som besidde denne Egenskab, Nikkel, Kobalt, Chrom og Mangan, ere deels sjeldne, deels blive de i langt ringere Grad magnetiske. Jernet bibeholder til- lige sine magnetiske Egenskaber i større eller mindre Grad i sine chemiske Forbindelser. Magnetjernstenen er saaledes en chemisk Forbindelse mellem Jernforilte og Jerntveilte, hvor det sidste Ilte spiller en Syres Rolle (FeO .Fe2 O3), og Ma.gnetkisen er en Svovlforbindelse af Jern. Jernets øvrige Forbindelser vise kun en svag mag- metisk Virkning. Af Jernets store Udbredelse i Na- turen, i Bjergmasser og Klipper, forklarer man sig, at disse udøve en Tiltrækning paa Magneten. Jernets og ligeledes de øvrige Metallers magnetiske Egenskaber svækkes imidlertid ved Varmen. En Staalmagnet, som er bleven fuldstændigt gjennemglødet, har derved mistet