Luftens Erobring

Zeppelins Luftskibe 61 presset Brint fra Friederichshafen, tog man fat paa at reparere en af Motorerne. Rejsen var altsaa ikke forløbet, som den skulde, men Resul- tatet kunde dog ikke kaldes nedslaaende. Luftskibet havde omend med en Afbrydelse været 20 Timer i Luften; det havde tilbage- lagt 6—700 Kilometer, og det havde to Gange vist, at det kunde gaa ned paa Landjorden uden at beskadiges ved Landingen; og der var al Grund til at vente, at Rejsen kunde udføres pro- grammæssig en anden Dag, naar man undgik det Motoruheld, som i alt Fald delvis bar Skylden for Stansningerne. Dette skulde dog ikke ske. Otte Timer efter Landingen var Luftskibet forvandlet til en Ruindynge. Den Katastrofe, som ramte Skibet, føres levende frem for os gennem nedenstaaende Uddrag af et Brev fra en dansk Mekaniker, som opholdt sig i Stuttgart og ligesom Tusinder af denne Bys Indbyggere var taget ud til Landingsstedet. „Vi naaede endelig derud, og dér laa han nu den store mær- kelige Fugl i al sin Pragt og badede sig i Solskinnet; betragtet af en stor Menneskemængde. Vi havde just faaet Tid til at be- sigtige den, saa ser jeg tilfældigvis efter Vejret og opdager, at der er en Orkan i Anmarsj. Jeg siger til min Ledsager: „Kan Du se, hvad der kommer? Pas paa, nu bliver der Fest.“ Vi stod i det Øjeblik lige under Luftskibet og kunde næsten røre ved det. Jeg havde næppe talt ud, saa kom Orkanen. — Den har jeg været Vidne til et Par Gange før hernede. Der er noget egenartet ved en saadan Orkan; den kommer saa pludselig; staar man i en Skov og hører den nærme sig, begriber man ikke, hvad det er, der kommer med saadan Larm. - Luftskibet blev løftet i Vejret, Soldaterne maatte give Slip, da det sled sig løs fra Ankeret, og af Sted gik det. Der var en Montør i den bageste Gondol; ham saa jeg løbe hen i den forreste; det blev hans Red- ning, ellers var han blevet levende brændt. Menneskeskaren udstødte et Skrig og styrtede efter Skibet. Jeg ogsaa gennem vel- holdte Kaalhaver og mandshøje, frodige Majsmarker; af Sted gik det, jeg løb, som jeg ikke længe har løbet, stadig med Fartøjet i Sigte for at være en af de første paa Stedet, hvor det igen gik ned. Men da — o Ve! et tusindstemmigt Skrig — det kan jeg