Om Arternes Oprindelse
En Populær Fremstilling

— 25 — efter de steder, hvor vedkommende lag optræder i betydelig masse. Saalangt som vi hidtil har fulgt den, var Cuviers lære utvilsomt rigtig, men han gik videre. Dels var vort kjendskab til forsteningerne dengang endnu ufuldstændigt, dels var vel Cuviers syn noget hildet og ensidigt, og han opstillede derfor og forfægtede kraftigt den lære, at de levende væsener, som optræder i en tidsalder (eller i et lag), altid var ganske forskjellige fra de, som optraadte i den næste og i den fore- gaaende. Han ansaa grænserne mellem tidsaldrene for at være absolute og skarpe, der var dybe svælg imellem dem, og disse svælg havde intet dyr og ingen plante kunnet overskride. Og til forklaring af disse svælg fremholdt lian, at hver periode i jordens udviklingshistorie var bleven afsluttet med en voldsom katastrofe, en voldsom revolution og omvæltning, af saa almindelig og indgribende natur, at intet levende væsen havde kunnet overleve den. Og hver ny periode, som fulgte efter en slig katastrofe, var saa begyndt med, at periodens hele befolkning af dyr og planter blev skabt paa ny ved en særskilt skabelseshandling. Den større kundskab, man havde paa Cuviers tid, gjorde det umuligt for ham at blive staaende ved den naive Linnéske skabelseshistorie. Dertil kjendte han for godt de utallige dyr og planter,