Store Opfindelser
Tildels efter L. Figuier’s „Les grandes inventions modernes“

Lokomotiv og Jernbaner. 197 Denne Maskinernes egen Vcegt er ogsaa steget betydelig. Medens saaledes Stephensons fprste Lokomotiv knn veiede omtrent 90 Centner og kUnde trække ca. 300 Centner med en Fart af lidt over 2 norske Mil i Timen, har man nu til Godstransport Tender-Lokomotiver, der veier lige op til 1400 Centner. Til Passagertransport bruges de dog aldrig over 600 Centner tunge, og de allerstørste Godslokomotiver Uden Tender veier 1000 Cent- ner. De ftør fte Godsmafliner Udvikler 2—300 Hestekræfter og kan trække indtil 20,000 Centner, medens de for Personbefor- dring blot har 1—200 Hestekræfter. Hastigheden, bvormed man lader Trcenene gaa, har ogsaa stadig tiltaget. Med Godstog bruger man vistnok sjelden at gaa med mere end ca. 2 norske Mils Fart i Timen, medens den ved Jltog kan gaa op til 6, ja endog 8 Mil; medregnes Standsninger ved Stationerne, bliver dog Gjennemsnitshastigheden ikke futbt saa stor. Paa vore norfle Baner er den betydelig mindre, 2—3 Mil pr. Time. Hjulene saavel paa Lokomotivet som paa Vognene er, som enhver ved, forsynede med en fremspringende Kant paa den indre Side, forat de skal kunne holde sig paa Skinnerne. De er ikke som vore almindelige Kjsretpier befæstede paa Axen saa- ledes, at de dreier sig rrmdt paa den, men Axen sidder her fast fæstet til HjUlene og dreier sig selv rundt i Lagere, der anbrin- ges under Vognen. Herved opnaaes ftørre Stphed i Gangen, ligesom det bliver umuligt for HjUlene ved Slitage at faa Spillerum, hvorved den indbyrdes Afstand kmlde forandre sig. Iernbanevnk. Raar man skal anlægge en Iernbane, er der mange Hensyn at tage ved Balget af den bedste Linie mel- lem de to Punkter. Man bpr jo natUrligvis gjpre Veien saa kort, altsaa saa lige som mulig. Men Terrænet sætter somostest Hindringer iveien herfor. Der bliver Fjelde eller Dale, Sumpe, Elve eller Veie at passere, og at komme frem trods disse Hin- dringer vilde ofte blive saa kostbart, at man bliver nødt til at bøje af for dem, hvor dette lader sig gjøre. Almindelige Jern- baner maa ikke have Stigninger, der er ftørre end 1 paa 40, og man kan saaledes ikke følge et Landskabs Hævning og Scenrnmg mere end til en vis Grad; men Linien taaler heller ikke stærke KrUMninger, i det allerhøjeste en Bue (Kurve) nied omkring 800 Fods Radius. Alt dette, og fyrst og fremft Hensynet til Ba- nens Kostende, gjpr Udstikningen, af en Linie til en baade vigtig, langsom og møjsommelig Opgave. Naar en eller flere Linier efter nøie Befaring af de omliggende Trakter er udstakken, følger Nivelleringen af disse og Beregningen, hvorefter fprst Linieval- get kan afgjpres. Arbejderne ved Anlægget af en Bane er af mange Slags. Hvis Grunden er jevn og.nogenlunde tpr, dannes Underbyg- ningen for Banen eller Banelegemet blot ved at ndjevne de