Store Opfindelser
Tildels efter L. Figuier’s „Les grandes inventions modernes“

290 Kunstig Belysning. Stand til at fuldkommengjøre den kunstige Belysning i en for- bavsende Grad. Man kan inddele Belysningsstofferne i faste, flydende og qas- formige, hvorfra dog maa undtages det elektriske Lys, der er af en ganske eiendommelig Art. Det er dog, i hvilkensomhelst af de tre Former man har Materialet, egentlig Gasarter, som brænder; Forskjellen bestaar blot deri, at i de første Tilfælde produceres Gasen paa Stedet af et dertil skikket fast eller flydende Stof, i sidste Fald ledes den fra det mer eller mindre fjerne Fabrikationssted som Gas til det Rnm man vil oplyse. I alle disse tre Tilfælde er det altsaa en Flamme, der frembringer Lyset; en saadan behøver dog i og for sig ikke at være lysende. Vi har før hørt, at der gives særegne Varme- straaler, som i al Fald af vort øie ikke kan opfattes som med- førende Lys, og man har virkelig oqsaa Flammer, som tiltrods for Udviklingen af en meget betydelig Hede, er godtsom aldeles ikke-lysende; dette er f. Ex. Tilfælde med brændende Vandstofgas. Indbringes derimod i en saadan Flamme et fast Legeme, f. Ex. et Kalkstykke eller en Platinatraad, saa vil denne ved den ud- viklede Varme blive glødende og Udsender da Lys. Noget lig- nende er Tilfælde med alle Flammer, det er faste Segemer, som af dem bringes i Glødning, der gjør dem lysende; som oftest er dette faste Stof Kulpartikler, der Udskilles under den kemiske Proces, der kaldes Forbrænding, og som er en Forbindelse af de i Gasarter indeholdte Emner med Luftens Surstof. For at en Flamme skal lyse, er det altsaa npdvendigt, at den indeholder Killstof, som under Forbrændingen udskilles; men Flammen vil igjen blive lidet lysende, om der udskilles en altfor stor Mængde Knl, den vil da sode eller ryge, som man siger. Dette kan igjen afhjælpes ved at tilføre Suft i rigeligere Mængde, saa at den udskildte Sod, idet den naar Flammens yderste Del og her kommer i Berpring med større Lilftmængder, .selv ved disses Surstof forbrænder. Enhver lysende Flamme viser tre forskjellige Dele. Den inderste, nærmest Begen værende Del bestaar blot af de dannede Gasarter, er lidet lysende og har liden Varme, fordi LUften ikke faar Adgang til den. Derefter følger det midtre, stærktlysende Parti, hvori Kulpartiklerne udskilles og ved den forhviede Varme kommer til Glødning. Denne Del omgives atter af et Skal, som har den hpieste Temperatur, fordi ber kommer ftprst Luftmængde til, men denne er atter lidet lysende, da her KUlpartiklerne selv forbrænder. Tilfpres meget LUft, stiger Temperaturen i hpi Grad, den yderste og mellemste Del af Flammen bliver større, KUlpartiklerne bringes i heftigere Glpdning og Lysningsevnen tiltager; tilfpres imidlertid endnu mere Luft, blæser man saaledes en Luftstrøm saavel indvendig i som udenom en Gasflamme, saa vil Kullet næsten øjeblikkelig