Betænkning Angaaende Tilvejebringelsen Af En Endelig Ordning Af Afløbsforholdene Ved Ringkøbing Fjord 1915

Underbilag til 9. 140 B. De egentlige Klægjorder med større Klægdybde (10—40 cm Klæg paa Sand) har aldrig været dyrkede, men henligger som „naturligt Eng, kun paavirkede af lidt Udgrøftning, af Høslæt og af den derpaa følgende Afgræsning, navnlig ved Faar. Engen er Marskeng, enten Rød-Svingel-Eng eller Harril-Eng. Rød-Svingel-Engen har paa enkelte Strækninger en ikke ubetydelig Udbredelse. Saaledes er det meste af Engen paa den store Havrending (Nørre Sand) af denne Type, ihvorvel baade Harril og Kryb-Hvene er indblandede i Græsdækket. Det er meget kendeligt, at Engen her er højest paa Midten (omtr. 0,5 m). Vandet bliver efter sted- kendte Folks Sigende aldrig længe staaende over Engen, løber let bort; derfor sker der paa den indre, store Kærne af Rød-Svingel-Engen heller ingen skadelig Indflydelse af staaende Saltvand. — Ogsaa paa den nordøstlige Del af Sønder Sand findes et større Parti af Rød-Svingel-Eng. Paa den nordligere beliggende, bredeStrækning fra Landevejen (fra Ringkøbing til Søndervig) indtil Fj ordvej en over Sandene forekommer meget store Rød-Svingel-Enge, medens Harril-Engen spiller en meget underordnet Rolle. Nærmest 1 m Kurven findes endnu en Bræmme af Katteskæg-Eng. Fra nævnte Landevej Nord paa indtil Dæmningen for Stadil Fjord findes kun smalle Enge, der nærmest er Gestenge og har bevaret dette Præg, fordi Landevej s-Dæm- ningen over Sandene i høj Grad spærrer for Saltvandets Indtrængen. Fra Kysten ind- efter findes smalle Bælter af a) Kryb-Hvene-Eng, b) Rød-Svingel-Eng og c) Katteskæg- Eng; j begge de sidste findes Kløver-Arter, medens disse iøvrigt ganske mangler, hvor Saltvandet blot kortvarigt faar Lejlighed til at komme. Harril-Engen indtager Hovedparten af Marskengenes Omraade langs Østsiden af Holmslands Klit. Men i Almindelighed kan den vistnok siges at være ikke særlig frodig, Harrilen er nemlig næsten overalt kort (højst 20—25 cm). Følgelig giver den her en kvan- titativt ringe, men efter Beboernes Opfattelse kvalitativt saa meget des bedre Hø- afgrøde. Ændringer af Engveg etationen siden 1910. De Oversvømmelser med mere salt- holdigt Fjordvand, som, tillige med større Hyppighed, har fundetSted siden 1910, har ikke været uden Indflydelse paa Engenes Vegetation. Dette gælder først og fremmest de smalle Bræmmer af Katteskæg-Eng, der endnu var tilbage. Her er Katteskæg og Mose-Bunke dræbt mere eller fuldstændigt, medens de i Katteskæg-Engen levende Individer af Rød Svingel sikkert vil restituere den afsvedne og nøgne eller næsten nøgne Eng. I Rød- Svingel-Engen er de der forekommende, spredte Individer af Katteskæg og Mose-Bunke dræbte, ligeledes andre Gestplanter; de derved fremkomne Huller i Vegetationsdækket vil dog snart være udfyldte af Rød Svingel. I Harril-Engen har Vinter-Oversvømmelser sikkert ikke voldt Skade, tværtimod rimeligvis gavnet. Derimod har de enkelte i Vegeta- tionstiden indtrufne Oversvømmelser virket skadeligt dels paa selve Harrilgræssets Vækst, dels derved, at det salte Vand er blevet staaende i de flade, skaalformede Fordybninger i Terrænet, der er saa almindelige, uden hurtigt nok at kunne komme bort. Her har Vandet, idet det kun fjærnedes ved Fordampning, fremkaldt en Art Forgiftning(?), hvorunder Vegetationen, dels af Harri], dels af Kryb-Hvene, er dræbt og gaaet i For- raadnelse; og som en foreløbig, men tarvelig Erstatning er fremkommet en stor Mængde Kveller, der ofte vokser i ret store, ensartede og tæt sluttede Selskaber; efter Befolk- ningens Sigende har den o. a. udprægede Saltplanter, som Strandgaasefod, ikke tidligere vokset paa Engene. Og denne Iagttagelse er uden Tvivl i Hovedsagen rigtig. Desuden har Oversvømmelserne af Marskengene sikkert haft den (gavnlige) Indflydelse, at de har fjærnet saavel Mos i Engene som de ikke ubetydelige Mængder af Skjaller (Rassel, Haas), der tidligere fandtes.