Betænkning Angaaende Tilvejebringelsen Af En Endelig Ordning Af Afløbsforholdene Ved Ringkøbing Fjord 1915

141 Underbilag til 9. Den siden 1910 stedfundne stærkere Afvanding kan synes at have fremkaldt en Ændring af Vegetationen i kvantitativ Henseende, idet Marskengene (Harril-Engen især) siges at have givet mindre Afgrøde end tilforn. Tipperne (regnet fra Nordsiden af Tipperhalvøen indtil Flødesdæmning). Jord- bunden bestaar saa godt som udelukkende af Klæg, kun faa og smaa Sandøer rager op derover. Klægen har ingen stor Dybde, gennemgaaende 20—30 cm. Den er opstaaet ved Slikaflejring paa udføget Klitsand. Om dens Sammensætning se Analyserne i Bilag 9 Tabel 2. Engen er Marskeng, dels paa højere Partier Rød-Svingel-Eng, dels og især Harril- Eng (udførlig beskreven hos Rambusch, Studier over Ringkøbing Fjord, S. Z8 o. flg.). Mange skaalformede Fordybninger og udtørrede Søer er udfyldte af ren Kryb-Hvene-Eng. Ændringer i Engvegetationen siden 1910 har for saa vidt fundet Sted, som den forholdsvis rige Bevoksning af Hvidkløver, der tidligere forekom i Harrilengen, nu er sporløst forsvunden; det samme gælder Rødtop. Dernæst træffer man Ødelæggelser af Harril-Engen paa saadamie Sænkninger i Terrænet, hvor Saltvandet har stagneret, og i endnu højere Grad af Kryb-Hvene-Engen, der paa mangfoldige Punkter er gaaet fuldstændig til Grunde. Medens Kryb-Hvene paa mange andre Omraader indenfor Ringkøbing er i Færd med at restituere sig ved Genvækst fra Rodstokke og gennem Frø, saa er Udviklingen paa Tipperne gennemgaaende ejendommelig derved, at det paa de lave Steder ikke er Kryb-Hvene, der giver et nyt Græsdække, men den som udpræget Marskplante vel kendte Annelgræs (Strand-Sødgræs, Glyceria maritima). I alle tilgroede Søer og Løb er nu denne Græsart dominerende, hvor før Kryb-Hvene var det. Denne paafaldende Forandring har mange Beboere bemærket. Ogsaa andre Saltplanter er i langt større Maalestok end før indvandrede, saaledes Kveller (i Juni 1915 var store Stræk- ninger paa den østlige Side af Tipperne dækkede af Kimplanter) og Strandgaasefod m. fl. At de høj liggende Partier af Engen, særlig Rød-Svingel-Engen, paa Grund af den stærkere Afvanding, har lidt af Udtørring og til Tider har givet et ringere Udbytte, synes rimeligt. Sandsynligvis er Rød Svingel ogsaa kommet til at spille en større Rolle nu end tidligere, hvilket af nogle vurderes som et Gode, idet Rød Svingel af disse regnes for at være en mere værdifuld Foderplante end Harril. I Rød-Svingel-Engen saa vel som i Harril-Engen har Kryb-Hvene holdt sig bedst. Overhovedet er det her som andetsteds utvivlsomt, at de „mellemste “ Enge, d. v. s. Engene mellem højeste og laveste Niveau, har klaret sig bedst efter Ændringen af de naturlige Vilkaar for Engenes Trivsel. Gammel Værn (regnet fra Flødesdæmning indtil Lille Lo) og Bjaalum (regnet fra Lille Lo til Gødelen) bestaar dels af større og mindre Klitarealer, dels af vidtstrakte Marskenge, hvor Dybden af Klæglaget, ligesom fra Tipperne, varierer mellem 15 og 30 cm. Om Klægens Beskaffenhed se nærmere Analyserne i Bilag 9 Tab. 2. Den oprindelige Vege- tation og Ændringerne i samme efter 1910 svarer ganske til de paa Tipperne forefundne Forhold. Saa vel Nord som Øst for Bjaalum er Vegetatioen nærmest Klitterne præget af det fra Klitten udstrømmende Ferskvand og derfor mere gestagtig end paa noget andet Punkt af hele Tipper halvøen. Ny Værn (regnet fra Nymindestrømmen til Vesterlund, langs Nordsiden af Anerbjærge indtil Falen Aa) bestaar dels af Sandjorder, dels af Klægjorder med et tyndt, gærne 10—20 cm mægtigt Lag Klæg. Disse sidste Arealer er Marskenge. Sønder Bork og Nebel Marsk (herunder henregnet Sønder Bork og Nebel Marsk, Hoeng og den Nord derfor liggende Engstrækning indtil Vesterlund og Lønnetoft; i Øst