Betænkning Angaaende Tilvejebringelsen Af En Endelig Ordning Af Afløbsforholdene Ved Ringkøbing Fjord 1915

Underbilag til 9. 142 begrænset af o Fods Kurven, i Nord af Skellet mellem S. og N. Bork Sogne) omfatter neden- for 5 Fods Kurven kun i ringe Grad Sandjorder, men næsten alene Klæg jorder, imod Øst gaaende jævnt over i Tørvejorder paa begge Sider af Lydum Aa (de. s. k. ,,Gestenge“). Det maa bemærkes, at ind under Anerbjerge kan man træffe Klægen dækket af et tyndt Lag Sand, udføget fra Bjærgene, ligesom der ogsaa kan træffes Flyvesandslag nede i Klægen. 1. Sønder Bork Marskenge bestå ar ingenlunde, saaledes som Navnet antyder, overalt af Marskenge, men fælles for de her forekommende Engtyper er det Forhold, at de alle hviler paa Klæg, ganske vist af forskellig Mægtighed, men til en Dybde af over 1 m’ Denne Klægaflejring er uden al Tvivl meget ældre end Klægaflejringerne langs Holms- lands Klit og paa Tipperhalvøen, idet den formentlig stammer fra den efter Sten- aldersænkningen nærmest følgende Tidsperiode. Om Klægens Sammensætning se Ana- lyserne i Bilag 9 Tabel 2. A. De højeste og lavere Gestenge ligger paa et Niveau tæt op mod 1 m Kurven, men antagelig ikke stort længere ned end til 0,75 Kurven. De er dels udprægede Katte- skæg-Enge, som i Strækningen Syd for Anerbjerge og op mod Grænsen af Klæg]ordsarealet V. for Sønder Bork By (mellem Store Kast, Falen Aa og den nævnte Grænse) samt inden- for Lønnetoft har en vid Udbredelse, dels Mose-Bunke-Enge, hvis Udbredelse er meget mindre stor. Klægens Mægtighed er forholdsvis ringe, for Katteskæg-Engene 5—20 cm, for Mose-Bunke-Engene lidt større; den hviler overalt paa Sand. Disse Enge giver et magert Udbytte, men kan ikke eller kun meget vanskeligt dyrkes, da de stadig er udsatte for temporære Overskylninger ved Stormfloder. Flodvrag-Grænsen faldt inden 1910 naturligt sammen med Grænsen for Klægjordsarealet. De da forekommende Højvande vai af den Art, at de ikke ændrede Engenes Præg, medens Sommervandstanden var saa lav, at de nødvendigvis maatte vedblive at være høje Gestenge. B. De laveste Gestenge ligger paa et lidt lavere Niveau end de lavere Gestenge, men forekommer navnlig paa et ganske andet Omraade, idet de indtager Hovedarealet af de vandrige „Sønderenge“ og derefter gaar over i de Øst derfor liggende „Gestenge“; indefter gaar disse Typer af lave Gestenge, der kan henføres til Almindelig-Star-Eng, Kryb-Hvene-Eng og Manna-Sødgrces-Eng, Almindelig-Kæruld-Eng rn, fl., over i Mose- Bunke-Eng og, nærmest den høje Jord, i Katteskæg-Eng. Jordbunden er Klæg med en Mægtighed af 20—100 cm (eller derover), gærne hvilende paa Sand. Denne Dyndeng-Vegetation giver et ikke helt daarligt Udbytte, selv om det maaske ikke kvantitativt set er ret stort. Inden 1910 stod disse Enge sikkert altid under Vand om Vinteren, men beherskedes sikkert ganske af de Øst fra kommende store Mængder af fersk Vand. C. Marskengene ligger paa et lavere Niveau end Gestengene, vistnok i Alminde- lighed under 0,75 m Kurven og henhører i Hovedsagen enten til Rød-Svingel-Engen (Sandgræs-Engen) eller til Harril-Engen, især til den sidste. Egentlige Kryb-Hvene-Enge (Dont-Enge) har ikke særlig stor Udbredelse i Sønder Bork Marskenge, der udmærker sig ved stor Jævnhed. Marskengene indtager den overvejende Del af Engarealet fra Aneraa og Nord paa til Udløbet af Falen Aa. Desuden findes saadanne Enge langs Gødel- kanalen til Vesterlund og indenfor Hoeng. Jordbunden er Klæg med en Mægtighed af ca. 50 cm til over 1 m, hvilende paa Tørv eller Sand. Udbyttet af disse Enge er vel i Kvantitet ikke stort, idet Harrilgræsset heller ikke her naar nogen særlig stor Højde, men Afgrøden heraf regnes af Beboerne i kvalitativ Henseende for at være meget bedre end Afgrøden fra de omliggende Gestenge. Marsk- engene staar formentlig altid under Vand om Vinteren; allerede hen i Efteraaret er Vand- standen under normale Forhold meget høj, til eller endog over Engens Overflade.