Betænkning Angaaende Tilvejebringelsen Af En Endelig Ordning Af Afløbsforholdene Ved Ringkøbing Fjord 1915

149 Underbilag til 9. høje Land paa Sand. Der kan næppe være nogen Tvivl om, at Klægen er afsat i den nærmeste Tid efter Stenalder sænkningen, at den altsaa er en meget gammel Marskdannelse, tilsvarende S. Bork Marsk. Paa adskillige Steder, saaledes især i Kastenge, formentlig fordi disse ligger nærmest Ringkøbing By, er Tørven opgravet og Klæglaget kastet ned i Tørvegravene, hvorefter ny Eng forholdsvis hurtigt er fremkommet. Om Jordbundens Beskaffenhed giver Analyserne i Bilag 9, Tab. 2, nærmere Oplysning. Prøverne hertil er tagne fra Arealer i Holmbo Kær, der i det store og hele nøje svarer til alle de øvrige Engstrækninger indenfor Vond Aas Enge. Som i andre Marskenge er Kaliindholdet højt. Vegetationen. Inden 1910 var Engene, i Henhold til Undersøgelser fra 1909 og tidligere Aar, dels Gestenge, dels Marskenge. Gestengene var Katteskæg-Eng, der dog ikke indtog noget stort Areal, idet denne Engtype kun fandtes som en Bræmme nærmest Klæg jordsgrænsen, og Mose-Bunke-Eng, som raadede over et meget stort Areal, vistnok langt det største af samtlige Enge langs Vond Aa. Heri fandtes foruden Mose-Bunke tillige Rød Svingel, Kvik, Rødkløver og meget spredt Harrilgræs, der trods manglende Saltvandsoversvømmelser viser sig at kunne bevares meget længe paa Ferskbund. Marskengene var dels Rød-Svingel-Eng med en rigelig Mængde Hvidkløver, dels Harril-Eng, men kun for smaa Partiers Vedkommende og paa Overgang fra Rød-Svingel- Eng til Kryb-Hvene-Eng-, Kryb-Hvene, der her i Egnen kaldes „Klak“, fandtes kun i flade Fordybninger, i gamle opfyldte Tørvegrave og i smalle Render, og spillede overhovedet en forholdsvis ringe Rolle. Mest udbredt syntes Marskengene at være indenfor Holmbo Kær. Uden Tvivl har Vond Aas Enge alle tidligere været Marskenge, men var under Indflydelse af, at Vandet i Ringkøbing Fjord blev mindre og mindre saltholdigt, og idet de gennem Aaen strømmende store Mængder af Ferskvand altsaa samtidig fik en stadig større og større Betydning for Vegetationen, overgaaede til i Hovedsagen at være Gest- enge. Dette er overensstemmende med Beboernes Udsagn, der i Aarene før 1910 gik ud paa, at Engenes Ydeevne længe havde været aftagende paa Grund af, at de ikke modtog Vinteroversvømmelser med Saltvand. Den eneste Løsning af Spørgsmaalet om Engenes Forbedring, fandt man, var Aabningen af et nyt Udløb fra den aabne Fjord. Ændringer i Engvegetationen siden 1910. Iagttagelser i denne Retning er først foretagne efter Sommerfloden af 11. Juni 1913. Virkningerne af denne var overalt meget indgribende, men om de foreliggende Ændringer alene skyldes Sommerfloden eller tillige de siden 1910 indtrufne Vinterfloder, kan ikke med Bestemthed afgøres. Det kan dog siges, at naar Engene i Almindelighed i 1913 gav saa ringe et Udbytte, at Afgrøden paa mange Lodder overhovedet ikke blev høstet, skyldes det uden al Tvivl i første Række Sommerfloden i Juni Maaned, maaske i Forbindelse med den forholdsvis lave Temperatur i Maj og den derefter følgende tørre og varme Tid. Den Omstændighed, at Afgrøden ikke høstedes, blev forøvrigt til Gavn, for saa vidt som Rød Svingel derved fik Lejlighed til at kaste en stor Mængde spiredygtige Frø. Næsten alle Engtyper var mærkede af Saltvandets Indflydelse, men først og fremmest naturligvis Gestengene. I Katteskæg-Engen var Katteskæg dræbt saa langt som Floden havde naaet, og i Mose-Bunke-Engen var Mose-Bunke og andre Gestgræsser samt Rødkløver totalt ødelagte. Tilbage var Rød Svingel; ogsaa den havde lidt af Sommer floden, men den skød i den paafølgende Sommer hurtig friske Skud, medens Mose-Bunke kun i meget ringe Grad og alene paa højere Bund syntes at skulle restitueres. Omkring Midten af Juli Maaned havde Engenes Overflade en meget ejendommelig, graalig Farvetone, der hidrørte fra de visnede Planter, medens den friskt grønne Farve af nye Skud af Rød Svingel og Kvik endnu ikke formaaede at gøre sig synderlig gældende. Den temmelig