Betænkning Angaaende Tilvejebringelsen Af En Endelig Ordning Af Afløbsforholdene Ved Ringkøbing Fjord 1915

Underbilag til 9. 150 store Rigdom paa „Urter“, der ikke taaler Saltvand, var ganske forsvunden, saaledes Skj aller, som inden 1910 fandtes i overordentlig stor Mængde i Mose-Bunke-Engen, men derimod ikke i de mere udprægede Typer af Marskenge. Rød-Svingel-Engen var den Engtype, der aabenbart havde lidt mindst under Saltvandsoversvømmelserne, særlig Sommerfloden, og som derfor i 1913 gav størst Ud- bytte, men alligevel et mindre Udbytte end tidligere Aar; Hvidkløver var naturligvis ganske forsvunden. — Ogsaa Harril-Engen havde lidt, men sikkert kun af Sommerfloden. Harril selv var mange Steder kun lav, 10—15 cm høj, i Toppen afsvedet og gullig af Farve, hvilket formentlig skyldtes Oversvømmelse af Saltvand ind i Vegetationstiden. Paa alle lave Steder, i Fordybninger, Bunden af Tørvegrave og Render, hvorfra Vandet ikke havde haft Afløb, var Kryb-Hvene-Engen dræbt, og Overfladen nu ganske rustrød; kun langs Kanterne af alle Smaagrøfter stod Kryb-Hvene kraftigt. Ogsaa Harril kunde paa lav Bund ses dræbt. I 1914 var den væsentligste Ændring af Vegetationen den overordentlig slaaende, at Rød-Svingel var i meget stærk Fremvækst, saavel ved Genvækst fra ældre Individer som ved nye Individers Fremkomst. Der var altsaa, og det over meget store Arealer, foregaaet en Forskydning fra Mose-Bunke-Eng til Rød-Svingel-Eng. Endvidere var Kryb-Hvene, hvor den i 1913 var gaaet bort, ved at restitueres fra ældre Rodstokke. I begge Aarene, men navnlig i 1913 og maaske i de to forudgaaende Aar, var der paa den nøgne Jord i Engene fremkommet et meget stort Antal Individer af Strand- Trehage, Strand-Vejbred og Spydbladet Mælde. Navnlig den første havde tiltrukket sig Folks Opmærksomhed og blev i ganske ung Tilstand ofte forvekslet med Harril. Der- imod saas ingen Kveller. 2. Engene ved Føling Bæk og Heager Aa. Jordbunden er kun nærmest Udløbet af Føling Bæk dækket af et ca. 30 cm mægtigt Klæglag over Tørv. Længere i Øst aftager Klæglaget, og ved Sammenløbet af Føling Bæk og Heager Aa findes intet egentligt Klæg- lag, men Tørv til Overfladen. Analyser fra et Areal umiddelbart Syd fra Vester Vold- bjergmark ses i Bilag 9, Tab. 2. Vegetationen. I Henhold til Undersøgelser fra 1903 og 1909 var samtlige Enge væsentlig Gestenge, saavel paa den med Klæg dækkede Jordbund som paa Tørvebunden. Nærmest Enggrænsen fandtes Katteskæg-Eng, paa lidt lavere Niveau Flir se-Star-Eng og nærmest Vandløbene Almindelig-Star-Eng. De to første Engtyper strakte sig henimod Vond Aa, blot afbrudte af Fordybninger med enten Mose-Bunke-Eng eller Kryb-Hvene- Eng-, kun nærmest Vond Aa fandtes Mose-Bunke-Eng af noget større Udstrækning. Engene var dengang søgt forbedrede ved Vanding, som dog senere er opgivet. Ændringer i Engveg etationen siden 1910 er foregaaede paa tilsvarende Maade som langs Vond Aa. Dette gælder dog kun Strækningen indtil Voldbjerg Gaard. 3. Engene ved Hover Aa. Jordbunden er paa begge Sider af Aaen Klæg, endda i ret svære Lag, over Tørv, og Klægen strækker sig helt op til Vejen fra He til Agersbæk, men aftager derimod hurtigt i Øst, saaledes at der et godt Stykke inden Voldbjerg Vand- mølle ikke længere findes noget tydeligt Klæglag, men Tørv, der vel i Overfladen er af en noget klæget Konsistens. Vegetationen. Engene var indtil 1910 i ganske overvejende Grad Gestenge, kun hist og her afbrudte af lave Render med Kryb-Hvene. Over større Strækninger, nærmest Aaens Udløb, fandtes Mose-Bunke-Eng eller den nær staaende Type Festgræs-Eng\ i begge kunde (i 1913) Marskplanter som Harrilgræs og Strand-Trehage findes indblandet, men de forstyrrede ikke i væsentlig Grad Karakteren af Gesteng. I større Afstand fra Aaens Udløb blev Mose-Bunke-Engen stadig mindre raadende, og afløstes af Hirse-Star-Eng eller, paa højeste Niveau, af Katteskæg-Eng.