Sandflugtens Dæmpning i Tisvildeegnen 1724-38

2 EDVARD HOLM: Den danske Indskrift tillægges Helsingepræsten Jørgen Friis, en i Datiden for sin poetiske Aare ret bekjendt Mand, og den har en jævnere, mere tiltalende dansk Tone. Den lyder saaledes: Her saa det ilde ud for nogle Tider siden, Med Sand var alting takt, og Faren var ej liden. Sandhavet voxte til, fløj frem, naar Vinden kom, Og drev saamangen en fra Hus og Ejendom. Hvorfor Kong Frederik til Landets Gavn og Bedste Lod gribe Værket an med Vogne, Folk og Heste, Og lod, saa vidt man kom, den løse Sand besaa, At der, hvor intet var, nu voxer Græs og Straa. Vor sjette Kristian, vor Herlighed i Norden, Ved ham det ganske Værk til Ende bragt er vorden. O! at hans Slægt og Sæd saa længe blive maa, Som man kan Støv og Sand omkring ved Havet faa. Om nogen spørge vil og haver Lyst at vide, Paa hvem i dette Værk Monarken kunde lide, Da haver Amtmand Gram ej hvilet med sit Øje, Og Røhl, som vel fortjent, er lønnet for sin Møje. Denne Indskrift kan paa en Maade siges at være min Text. Thi det var sandt, hvad der staar i dens første Linie: »Her saa det ilde ud for nogle Tider siden«. Ulykken kom, som Indskriftens nærmest følgende Linier fortælle, fra Sandflugten. Den var en forholdsvis ny Ulykke. I gamle Dage synes Landet lier omkring og indtil Havet imod Vest at have havt samme Udseende som Egnen herfra ned ad Hel- singe til og flere Mile Øst paa. Det har været ct i det hele ve] befolket og vel dyrket Landskab med højere og lavere Strækninger, med frugtbare Marker, Eng- og Mosedrag samt en Del Skov, der dog ikke kan have dannet nogen helt sammenhængende stor Skov- strækning. Professor Olrik har i sin interessante Afhandling: »Tis- vildeegnen i gamle Dage«1 skildret Landskabets Historie, saa vidt 1 Trykt i denne Aarbogs Aargang for 1906.