Sandflugtens Dæmpning i Tisvildeegnen 1724-38
Forfatter: Edvard Holm
År: 1905
Sider: 19
UDK: 627.5 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000072
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
SANDFLUGTENS DÆMPNING I TISVILDEEGNEN
7
disse Kongebud for stor Betydning. Hvad der frcmgaar af dem, er
kun, at vestjydske Bønder have vidst Besked med, at Marehalm og
Klittag ved deres lange Rødder kunde virke til at binde Flyvesandet,
og at jydske Embedsmænd have udvirket kgl. Resolutioner til Hjælp
for dem; men noget rationelt Arbejde fra det Offentliges Side for
at bekæmpe Flyvesandet derovre havde slet ikke fundet Sted, og
Regeringen har paa den Tid, vi tale om, ikke ment, at der hidtil
var vundet noget i Jylland, der kunde tjene den til Vejledning, naar
den vilde tage Kampen op med Flyvesandet i Tisvildeegnen.
Nej! det var ikke i Jylland, det var i Udlandet, man haabede at
lære dc nødvendige Midler at kjende. Og det Land, der lier tænk-
tes paa, var Holland, ct Land, hvor som bekjendt Sandklitter den
Dag idag findes i stor Udstrækning. Rentekammeret skrev derfor
i Slutningen af 1723 til den dansk-norske Ministerresident i Holland,
Nordmanden Niels Griis, om at faa cti kyndig Mand dernede fra
lier hjem. Som Midler til at dæmpe Sandflugten brugte man den-
gang i Holland paa saadanne Steder, hvor Sandet var blandet med
noget Muld, at plante Hjelme; men man mente, at dette ikke kunde
nytte noget, hvor man havde det rene Flyvesand at kæmpe med.
Der holdt man sig til en Slags Ris- ■ eller Halmgjærder af lignende
Art som dem, der kjendtes her i Landet. Herom fik Griis Besked,
da lian gav sig til at forhandle med »saadanne Mænd, som om San-
dets Dæmpning havde Videnskab«, dc saakaldte Duyne Meyers. Men
da han saa vilde have en af disse Mænd til at rejse til Danmark,
stillede de meget overdrevne Krav, og dc vilde ikke paatage sig at
blive længere heroppe end 3 til 4 Maaneder. Derimod mente Griis
at burde henlede Opmærksomheden paa en dansk Undersaat, der levede
dernede og forstod sig lige saa godt paa Flyvesandets Dæmpning som
nogen af de hollandske Duyne Meyers. Denne Mand var bande villig til
at rejse hjem, og lian krævede ikke noget for sin Møje, med mindre lian
fandt, at det »var praktikabelt her at stoppe Sandflugten med dc Midler,
som der i Landet bruges«. Frederik IV valgte at følge dette Forslag.1
1 Se herom Kgl. Resol. om Rytter di strikterne 1724 Nr. 68 og Rentek. Forestill.
Protokol 8. Maj 1724.