Sandflugtens Dæmpning i Tisvildeegnen 1724-38

Forfatter: Edvard Holm

År: 1905

Sider: 19

UDK: 627.5 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000072

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 24 Forrige Næste
SANDFLUGTENS DÆMPNING I TISVILDEEGNEN 7 disse Kongebud for stor Betydning. Hvad der frcmgaar af dem, er kun, at vestjydske Bønder have vidst Besked med, at Marehalm og Klittag ved deres lange Rødder kunde virke til at binde Flyvesandet, og at jydske Embedsmænd have udvirket kgl. Resolutioner til Hjælp for dem; men noget rationelt Arbejde fra det Offentliges Side for at bekæmpe Flyvesandet derovre havde slet ikke fundet Sted, og Regeringen har paa den Tid, vi tale om, ikke ment, at der hidtil var vundet noget i Jylland, der kunde tjene den til Vejledning, naar den vilde tage Kampen op med Flyvesandet i Tisvildeegnen. Nej! det var ikke i Jylland, det var i Udlandet, man haabede at lære dc nødvendige Midler at kjende. Og det Land, der lier tænk- tes paa, var Holland, ct Land, hvor som bekjendt Sandklitter den Dag idag findes i stor Udstrækning. Rentekammeret skrev derfor i Slutningen af 1723 til den dansk-norske Ministerresident i Holland, Nordmanden Niels Griis, om at faa cti kyndig Mand dernede fra lier hjem. Som Midler til at dæmpe Sandflugten brugte man den- gang i Holland paa saadanne Steder, hvor Sandet var blandet med noget Muld, at plante Hjelme; men man mente, at dette ikke kunde nytte noget, hvor man havde det rene Flyvesand at kæmpe med. Der holdt man sig til en Slags Ris- ■ eller Halmgjærder af lignende Art som dem, der kjendtes her i Landet. Herom fik Griis Besked, da lian gav sig til at forhandle med »saadanne Mænd, som om San- dets Dæmpning havde Videnskab«, dc saakaldte Duyne Meyers. Men da han saa vilde have en af disse Mænd til at rejse til Danmark, stillede de meget overdrevne Krav, og dc vilde ikke paatage sig at blive længere heroppe end 3 til 4 Maaneder. Derimod mente Griis at burde henlede Opmærksomheden paa en dansk Undersaat, der levede dernede og forstod sig lige saa godt paa Flyvesandets Dæmpning som nogen af de hollandske Duyne Meyers. Denne Mand var bande villig til at rejse hjem, og lian krævede ikke noget for sin Møje, med mindre lian fandt, at det »var praktikabelt her at stoppe Sandflugten med dc Midler, som der i Landet bruges«. Frederik IV valgte at følge dette Forslag.1 1 Se herom Kgl. Resol. om Rytter di strikterne 1724 Nr. 68 og Rentek. Forestill. Protokol 8. Maj 1724.