Krig
A Og B

98 ling over Hæren, som lian styrer gennem ligestillede Raadgivere og Tillids- mænd: Chefen for Militærkabinettet, Krigsministeren (Marineministeren) og General (Admiral-) stabschefen. Krigsministeren er Mellemmand mellem Krigsherren og Rigsdagen, og Krigsherren kan efter eget Tykke selv føre Hæren eller overlade det til en General28). Noget lignende gjaldt hos Herre- folk, der som Spartanerne og Kalifatets Arabere strengt taget levede paa evig Krigsfod blandt Bønder og Bymænd, og, takket være Statens militære Til- snit, udfoldede de en overraskende Kraft, indtil Vellevned og Havesyge slog dem27). Andre Grundlove, t. E. Frankrigs, kender ingen »Krigsherre«, men stiller Statsoverhovedet til Hæren som til ethvert andet Led i Staten, saa at K rig s- ministeren bliver Hærens virkelige Overhoved — en Ordning, der røber en vis Mistillid til Statsstyreren. Herhjemme gav Grundlovens § 23 Kongen højeste Myndighed over Land- og Sømagten, men Paragraffen slettedes i 1866 — efter Holcks Mening fordi den var selvfølgelig, efter Matzens snarere, fordi den kunde volde farlige Mis- forstaaelser28). Matzen liævdede i Overensstemmelse hermed, at Kongen ikke kan udstede andre militære Befalinger end dem. det tilkommer ham at ud- stede som Regeringens Fører, — at Befalingerne ligesom alle andre konge- lige Befalinger k u n gælder, hvis de medunderskrives af en Minister, og — at Kongen ikke kan føre Hæren i Krig, fordi det var ham umuligt at faa sine Befalinger medunderskrevne af Krigsministeren og lovstridigt at over- lade Hæren til en ansvarsløs Mand29). I Samklang med Matzens Tolkning afskaffede Hærloven af 6. Juli 1867 § 11 »Faneeden«, saa at vore Soldater ikke sværger Kongen Troskab som i mange andre Lande. Da Eden var tvungen, tabtes maaske ikke syn- derligt herved. I hvert Fald kunde den ikke afløses af en Ed til »Kongen og Grundloven«; Ed kræver et personligt Forhold. Ikke alle Krigsherrer har en lykkelig Haand. men heller ikke alle andre vælger Hjælpere efter Dygtighed alene i Stedet for at se paa, om de er med- gørlige, renlivede Republikanere, Fritænkere osv. Det bliver derfor snarere Styrerne og Folkets Syn paa Krigens Nødvendighed end Grundloven, der gør Udslaget30). At have en Krigsherre er alligevel heldigt, fordi Krigsministeren er afhængig af et politisk Parti, mens Krigsherren staar over Partierne, og Krig snarere gyder Olie paa Ilden end standser Partikampene, — Jøderne sloges endog indenfor Murene, medens Titus laa for Jerusalem31). I Frankrig har man søgt at bøde paa Ulemperne ved at gøre den vor- dende Overgeneral, der er Krigsministerens undergivne, til Sjælen i Hæren og værne ham mod politiske Storme, saa at lian ikke skifter med Ministe- rierne82). Endvidere faar en Hærfører i Krigstid krigsministeriel Myndighed for sin Hærs Vedkommende, men selv om de kommanderende Generaler k a n hævde deres Stilling, bliver den aldrig saa sikker som Hohenzollernes af Guds Naade var i Preussen, eller Mikadoens, hvis ophøjede Egenskaber Japane- serne tilskrev alle deres Sejre33).