Krig
A Og B

97 levende Følelse af, at liver eneste Mand baade kan og skal bidrage til Sejren, og indgyder deres undergivne en Tillid, der gør dem uovervindelige. Hvor ringere viger for Ansvaret eller vrangvillige undergivne, sender de Tusinder og atter Tusinder i Døden, uden at nogen knyer. De véd, de bliver adlydte, deres undergivne, at de ikke ofres til ingen Nytte. Deres Evner vover med Faren, og det umulige bliver muligt, netop fordi Fjenden tror det umuligt19). Der kommer kun Fart og Fasthed i Føringen, naar een Vilje raader20). Derfor svarede Bonaparte: »Een tarvelig Overgeneral er bedre end to gode«, da Direktørerne vilde dele Befalingen i Italien mellem liam og Kellermann21); derfor lod han Moreau raade, da de i 1800 var uenige om, hvorledes Moreau skulde gaa frem i Tyskland, og derfor godkendte England omsider i 1918: »General Foch fører Krigen, som han vil, uden at andre liar noget at sige; hvad han byder, adlyder Hærførerne uden Inven- dinger«22). Lykkeligt det Land, hvis Hersker som Alexander den Store, (lustav Adolf, Frederik den Store og Napoleon, selv er Mand tor at føre Hæren! Kan han end ikke gøre, hvad han lyster, har han dog friere Hænder end en General, fordi han har Magten, og de, der sætter sig op imod ham, let kommer udenfor Loven. Han har tillige kral- ligere Midler til at tvinge alle til at blive ved deres Læst og gøre Gavn og lønne dem efter Fortjeneste og er fri for de Skuffelser og Ydmygelser, en tieneral maa døje, naar lian bliver uenig med Landslierren eller lians Raadgivere ). Endelig værner hans Stilling ham imod, at Telegraf og lelefon gør ham til et viljeløst Redskab i ansvarsløse Hænder — en uhyggelig bare loi almin- delige dødelige. Nødvendigt er det ikke, at Landsherren er særlig sagkyndig, naai. han kun véd at vælge en dygtig Raadgiver (Kong Wilhelm - Moltke) og er fast og stor nok til at følge ham. Et saadant Samvirke gør ingenlunde altid Landsherren til Fører af Navn, livis han selv vil føre Hæren. Det er h a m, ikke Raadgiveren, Folk bøjer sig for, og li a n har Magt til at tvinge dem; men alle maa vide, hvem der liai Befalingen, og den, der byder, skal tage Ansvaret baade for ondt og godt 24). Ogsaa politisk set er Fastlied og Evne til at vælge sine Raadgiveie til- strækkelig (Kong Wilhelm — Bismarck). Med en Herre, som baade savner Evner og Fasthed, saa at han lytter til alle og ingen tror, eller en selvsikker Undermaaler er Landet ilde faret, selv om det staar endnu værre til hos Fjenden25). Tager han selv Befalingen, slagtes Tusinder til ingen Nytte paa Valpladserne eller snigmyrdes af Sygdom, Shd og Nød — »Quidquid delirant reges plectuntur Achivi«. Overlader han andre Æren, bliver Overkommandoen en Uriaspost, og den ulykkelige General maa være glad, om han slipper med at blive guillotineret som de uheldige franske Revolutionsgeneraler og ikke tillige vanæres for Tid og Evighed. Nogle Grundlove udtaler klart, at Hæren skal lyde een Vilje, idet de gør Landsherren til Krigsherres og giver ham uindskrænket Befa- 7