Krig
A Og B

ARIE ITMINMaNk.9 96 de fleste bliver mindre dristige med Aarene, er netop, at deres legemlige Kræfter svigter12). Vil de saa tilmed gøre alt selv, er Maalet fuldt. De fleste store Hærførere var vistnok ogsaa gode Hoveder, for- standen kommer dog næppe i første Række, da det ikke saa meget gælder at udtænke det allerklogeste som at raade fornuftigt og gennemføre sin Plan med Fasthed13); men Dømmekraft og Overblik maa i hvert Fald til- Vovehalse kan gøre Fyldest i lavere Stillinger; de, der skal føre Hære, maa baade kunne veje og v ov e. Kan de kun det første, ser de uovervin- delige Vanskeligheder, hvor dristige slipper lykkeligt frem; kan de kun rove, bliver Hæren en Klods om Benet, der tæmmer deres Mod11). Hvis man med Koldblodighed mener kold Urokkelighed, har mange af Krigskunstens Stormænd været lidet koldblodige, men alle hørere af Guds Naade har tænkt og set klart i Fare. Hvor elskelige de var, er det næppe værd at tale om, — store kørere bliver med Tiden eller til Tider Tyranner, — og dog varmer en Cæsars Smil Legionernes Hjærte*). De færreste lærer Krigskunst i Krig, f ør de bliver Førere. Man maa læse, tænke og bruge sine Øjne i Fredstid. Man kan læse for meget, og Bøger gør hverken raadvilde snarraadige eller vaklevorne faste, heller ikke en lille Hjærne til et glimrende Hoved, men er Springet fra Viden til Kunnen langt; Springet fra Uvidenhed er dog længere, og Krigserfaring alene hjælper ik se en uvidende mer end Prins Eugens Muldyr, der var og blev Muldyr, skønt de havde gjort tyve Felttog med1 ). . Hverken glimrende Examiner eller udmærket Stabstjeneste borger ior fremragende Førergaver, og nogle Føreremner faar aldrig Luft under Vin- gerne. Deri ligger Hovedvanskeligheden ved at finde den rette Mand. Det skyldes ikke Tilfældet, at store Hærføreres Sejrsløb først standsede, naar de fik nogenlunde jævnbyrdige Modstandere (Hannibal — Scipio; Robert Lee — Grant). En Førsterangs Fører er Tusinder og atter Tusinder af Soldater værd16): . Romerne indrømmede med rene Ord, at: »een Mand, Hannibal, opvejede alt«17) og Rædslen lyste af deres uudslukkelige Had. Frederik den Store sejrede gentagne Gange over dobbelt saa stærke Modstandere (Rossbach og enthen1757). Hvor Napoleon viste sig, blev Fjendens kækkeste Forere angste og raadvilde, selvom de var stærkest18). I Febr. 1862 havde Nord staterne 195,000 Mand at sende imod R ich mon d. Leehavde kun 73, d og bjærgede dog Sejren; Stonewall Jackson alene slog over 80,000 Mand med godt 15,000 i Shenandoah-felttoget. Da G ra nt i Foraaret 64 forte 130,00 Mand imod Richmond, stod Lee i Vejen med 60,000. Efter 7 Ugers Marcher og Kampe stod Lee endnu stadig mellem Grant og Richmond, Grant havde tabt over 60,000, Lee kun 25,000. - Hemmeligheden ligger ikke alene i, at store Førere udnytter Fjendens Fejl, men de vækker tillige en *) Jfr. S. 45.