Krig
A Og B

95 saa Fjenden, var angst og raadvilde; naar de skulde raade paa Kortet eller efter Meldinger4). Ingen spørger, om en Fører selv har valgt sin Opgave, end mindre, om lians Kræfter fristes over Evne. Han skal gøre sit Bedste, selv om han er bunden paa Hænder og Fødder og faar Skyld for andres Synder. Han skal tænke klart og raade snart, hvor træt lian end er. Han skal huske alt, _ Smaating, lian glemmer, viser sig siden store. Han maa hverken lade sig blænde af gode eller skræmme af onde Tidender og skal vare sin Sindsro i den største Fare og sin største Kvide. Synes han modløs, smitter det øje- blikkelig. Viser lian sig svag, faar han nye Fjender i sine undergivne. Raad kan han vanskelig søge, allermindst hos dem, og han skal være en lukket Bog, skønt Dømmesyge lurer paa alle Kanter. Baade opad og nedad findel- ban Folk, der samvittighedsfuldt fralægger sig Ansvar, og Utak er Verdens Løn: Samtid og Eftertid spørger sjældnere om Vanskelighederne, lian kæm- pede med, end om han havde Held med sig5). Hvilke Egenskaber det er, der skaber den store Fører, er vanskeligt at sige, fordi lian ligesom Digtere og Kunstnere ofte handler efter gaadefulde Indskydelser6). Visse Træk synes dog fælles: Fremsyn, S n arr a a d i g he d og Mod til at stille store Krav til sig selv og andre — en sælsom Magt over undergivne og en mærkelig Evne til at gaa op i en Sag og gøre Hjærtet haardt, naar der skulde fares hensynsløst frem7) — ukuelig Virkelyst og Udholdenhed — en H uk o m ni e 1s e, der fastholdt alt, en Indbild- ningskraft, der gjorde dem seende, hvor andre var blinde, et lyn- sn art B li k, naar det gjaldt, og — S e 1vti 11i d og Me n nes kek und- skab 8). Menneskekundskab, som hjælper til at bøje undergivne, jævne skurende Kanter og værdsætte Fjender, kan man vinde med Tiden; de andre Egen- skaber er Gaver fra oven. Selv fast K o m m a n d o føri ng lærer kun faa uden medfødte Evner. Selvtilliden lier er Tale om, er hverken Selvglæde eller Gnubbers Lyst til at bore sig frem, hvor de kan høste Ære og Fordel; heller ikke en Følelse, der bunder i overlegen Viden, men en indre Kraft, som gør egen Vilje til Lov og det tungeste Ansvar let, fordi den hæver sin Mand over Frygt 0g Fare, saa at han gaar sikkert, hvor Grunden viger under andre, og endnu tror paa Sejren, naar andre lader Haabet fare9). Den kan udarte til stædigt Overmod som hos Frederik den Store ved Hochkirch10), men giver ogsaa Fasthed til at svare altfor kloge undergivne som Kitch e- ner: »Deres Indvendinger mod at gøre, hvad De har Befaling til, er de hedste, jeg nogensinde har hørt, men — gør det nu alligevel«"). — Skønt man kan have denne Selvtillid uden at være en legemlig Kæmpe, er et Jærn- helbred et umaadeligt Gode. Man kan være paa Færde tidlig og silde, mod- staar bedre ydre Paavirkning, har et lysere Syn paa alt og — er omgænge- ligere. Skrantninger kommer let ud al Ligevægt, og en Hovedaarsag til, at