Krig
A Og B

Stridskræfter og Kampmidler. Unge og gamle, Kvinder og Børn kæmpede med, naar Fjender brød ind i Urmenneskenes Huler eller Hjem: Faren var alle paa Livet, og fælles Nød giver fælles Pligt. Hvor lidet udviklede Smaasamfund slaas for Frilled og Liv, er det ogsaa en Selvfølge, at alle, der vil liøre til Samfundet, gaar med1), men naar Samfundet vokser og Krigskunsten sti- ger, saa at Mandsmod og et Par stærke Arme ikke er nok, bliver det ander- ledes. Alle trues ikke lige stærkt, og de, der maa slide for Føden, kan hver- ken øve sig i Vaabenbrug eller uden videre gaa fra Hus og Hjem, fordi der er Fare paa Færde. Kendes fri og ufri foruden rig og fattig, tør eller vil de frie maaske heller ikke give Trællene Vaaben i Hænde: de kunde vende dem mod deres Herrer. Da tilmed ikke alle, som kunde gøre Krigs- tjeneste, vil og de trevne er vanskelige at tvinge, kommer Hærtjenesten til at paahvile et Mindretal, men — Vaaben giver Magt, og de, der vover Liv og Lemmer, vil ligesaalidt dele den med andre som unde alle og enhver Del i Krigsbyttet, ø: Hærtjenesten bliver paa éngang en Pligt og en Ret2). I Hellas, (indtil Marius’ Tid) i Rom og hos de fleste europæiske Folk skulde alle fribaarne, der kunde leve som Frimænd og svare enhver sit og ikke udtrykkeligt fritoges, men k un d e, gøre Krigstjeneste. De mødte med Vaaben efter deres Kaar og tjente en Tid paa egen Kost og Tæring"). Fattig- folk og Trælle toges kun med i Nødsfald. Da Borgerne eller »Bønderne« o: boende, som de lied i Norden, udgjorde Mindretallet af de vaabenføre Mænd, var det lige saa lidt almindelig Værnepligt, som Oldtidens og den gryende Middelalders Frihed og Lighed var Frihed og Lighed4). Ved Siden af Frimandsopbudet kendes L e je t r o p p e r og s t a a e n d e hvervede eller frivillige Hære fra Arilds Tid5). Krigstjenesten (Ledingen), der, hvad Øjeblik det skulde være, kunde kalde Manden fra hans daglige Gerning, blev i Længden en Byrde, mange søgte at skubbe af sig eller afløse med Penge, en Stræben, Krigsherren ofte støttede, fordi hvervede Styrker, som kunde øves og køres i stramme Tøjler, gav ham skarpere Vaaben i Hænde end Almueopbud og Adelsmænds bro- gede Følge. Sine Steder gjorde ogsaa Almuens Fattigdom eller Krigsherrens Svaghed Ledingspligten til en saga blott0). Allerede romerske Kejsere gav Stillingstilladelse for at lette Værnepligten7). Lensvæsens) og lægdsvis Udskrivning, som Rolf Kali: Krig. 1