Krig
A Og B

2 senere blev gængs, idet visse Gaarde eller Tønder Hartkorn lagdes sammen for at stille én Mand, havde tildels lignende Formaal9). Mange Steder kom Værnepligten saa godt som udelukkende til at paahvile Landalmuen, idet Byboerne enten aldrig havde haft Værnepligt eller kun skulde torsvare Byen10). Gik Udskrivning eller Opbud af Landets Børn end aldrig helt i Glemme, __dertil var hvervede Hære for dyre, — var det dog noget nyt. da Velfærdsudvalget i 1793 kaldte hele det franske Folk til Vaaben. Værne- pligten vakte imidlertid saa megen Uvilje, at Frankrig atter opgav den ), men siden Preussen virkeliggjorde Tanken i 1814, har de fleste Lande ind- ført almindelig Værnepligt. Kun til Tjeneste i fjerne Udlande bruges endnu i vid Udstrækning frivillige. Hvor de værnepligtige kun ud- dannes nødtørftigt, kan hvervede Afdelinger eller hvervede Stammer i de værnepligtige Afdelinger bøde noget paa Skrøbelighederne. Jo større Hærene blev eller kunde gøres, des vanskeligere blev de ogsaa at uddanne, bringe paa Krigsfod, føre og holde ved Magt, og svigtende Frem- syn eller Omtanke i saa Henseende bærer, som talløse Krige viser, Spire til Nederlag i sig. Allerede Oldtidens Hære bragtes derfor i mer eller mindre faste Rammer. Hærenes »Rammer« dannes af Officerer og Underofficerer, som skal uddanne og føre, Auditører og Intendanter, Læger og Dyrlæger, Haand- værkere og andre faglige Hjælpere12). Skellet mellem Officerer og Under- officerer, skyldes, at det ikke lønner sig at kræve samme Forudsætninger af alle Befalingsmænd eller give dem samme Uddannelse13). Rammerne maa være stærke nok til, at nogles Utjenstdygtighed ikke fremkalder haabløse Huller ved Mobilisering. Hvervede Hære kan naa en Dygtighed og, hvor Mandskabet ud- søges, gennemtrænges af en Aand, der hæver dem højt over værnepligtige, som udskrives paa et Lavmaal af legemlig Kraft og Helse; men Krigsstyr- ken bliver forholdsvis ringe, Tabene udfyldes vanskelig, fordi Ungdommen ikke vaabenøves, og den lange, ensformige Tjeneste virker let nedbrydende, naar de hvervede har udlært14). Almindelig Værnepligt gør Hæren stor, deler Byrderne saa retfærdigt, det overhovedet lader sig gøre15), og aabner Mulighed for at føje Landets bedste Ungdom som værnepligtige Befalingsmænd til Hærens faste Rammer. Strængt taget skulde alle, der kunde, med i Krig: Ingen er for god til at vove Liv og Lemmer, ingen saa ringe, at han ikke kan gøre Gavn, naar han vil. Det gjaldt bare om at finde enhvers rette Plads og tage lempeligt paa de skrøbelige i Fredstid, — i Krig er der ingen Grund til at være øm over Skrællinger; deres Liv er ikke mere værd end de stærkes. De, der ikke duede til andet, kunde svare »V æ r n e s k a t«16), de, der ikke vilde gøre Gavn, maatte rømme Landet, og kun de, der redelig gjorde deres Pligt, nød fuld Borgerret. Saa vidt gaar man dog sjælden. Der drages Aldersgrænser for Værnepligten, da Ungdommen først bli-