Krig
A Og B

3 ver vaabenfør i 18—20aarsalderen, mange er vove omkring 40, og kun faa over 60 endnu kan bruges. Folk, der sandsynligvis gik i Stykker og i Krigs- tid kun fyldte Landevejsgrøfterne og Sygehusene, udskilles, hvilket des- værre maa ske efter ydre Kendemærker, skønt Krøblinger kan være Helte og Adoniser Harer. Af Godhed eller Svaghed fritages nogle, Tjenesten vilde ramme haardt, af Sparsommelighed andre, som man ikke har Raad til at iddanne eller ikke Befalingsmænd til17). Værneskat kendes heller ikke over- alt. Derimod faar fattige værnepligtiges Familie Understøttelse i Tjeneste- tiden. Den aarlige Tilgang bliver herved op imod 10 af 1000 Indbyg- gere. Jo højere den tvinges i Vejret, des stærkere Svind giver Sygdom, Dødsfald, Udvandring o. s. v. Hvor Kravene er rimelige, svinder 20 Aar- gange ind til det halve, saa at Krigsstyrken bliver rundt /10 af Landets Ind- byggere. — Man maa føre Tilsyn med de hjemsendte for at vide, hvem man raader over, og hvor de bor. I Krigstid skal man hellere se tidligere vragede en Gang til, — mange trives mærkelig godt, — end vrage flere. Folk, der er vragede, eller har udtjent, kan gøre Gavn som frivillige — udenfor Rækkerne især Inge- niører, Polyteknikere og Fabriksarbejdere, Flyvere, Vognstyrere, Læger, Dyrlæger og Pharmaceuter, Haandværkere, Købmænd og Kontorfolk. I Sygeplejen er Kvinder Dug paa slagne Enge. Skønt »bedre sent end al- drig« ogsaa gælder frivillige, faar deres gode Vilje kun sin rette Løn, naar de melder sig i Fredstid18), og frivillige, der kun vil adlyde, naar det huer dem, gør mere Skade end Gavn1''). Hvor Værnekraften udnyttes fuldt, bli ver der kun Tale om frivillige Korps som Forskoler til Hæren. Selv om man ser bort fra Tal, er det ikke ligegyldigt, hvor Loven og Livet drager Grænsen mellem, hvem der skal med, og hvem der ikke s ca med i Krig. Det er Udtryk for Folkets Fædrelandskærlighed, som aver Egenkærlighed og raaber sit opmuntrende og truende: »Ingen svig- ter!« ud over Landet, eller Veghed, som lader Skamløsheden gro og sniger et tvivlende »Hvad kan det nytte?« ind i Sindene20). Det løfter at kende én stærk Vilje i alt og alle, det nedslaar at vide. Ilos 1 je er alle med — v i var lunkne, og mange sidder hjemme.« Naar Riget staar paa Spil, afhænger Udfaldet af Folket: Enhver der ikke kæmper eller arbejder, enhver, der ødsler eller lader noget gaa i Spilde, tærer paa Landets Marv og hjælper Fjenden. Vil man sejre, maa de, der ikke selv lægger Baand paa sig og finder Pladsen hvor de kan gøie Gavn, altsaa tvinges uden Hensyn til Stilling, Alder og Kon. : Paa et Aar kan Flertallet tore, hvad de skal, og el Par korte Genind- kaldelser er nok lil at friske Lærdommen. Kun Rytteri og Befalingsmand maa have længere Uddannelse. Landels Sikkerhed der kræver vaaben- ovede under Fanerne Aaret rundi, og Hensyn Id Arbejde som tager nys indkaldle fra Øvelse, hvis gammelt Mandskab savnes, gør dog over et Ars Tjeneste ønskelig. Ringe Uddannelse sparer vel Penge, men opvejes ken af Heltermod eller god Vilje og kosler Strømme af Blod . Krige-).