Krig
A Og B

Uddannelse muliggør derimod at overraske Fjenden ved strax at føre gamle Aargange i Marken (Tyskernes Reservekorps i 1914), — hvis man har brugelige Rammer. — Hvor Øvelsestiden er under et Aar, bør de værneplig- tige indkaldes holdvis, saa at Tiderne griber ind over hinanden. Varer Tjenesten under Fanerne længe nok til, at Afdelingerne altid har uddannet Mandskab til Tjeneste, er Hæren staaende. Kortere Tje- nestetid gør den til en mer eller mindre øvet Folkevæbning. Folkevæbning er den billigste Maade at bringe alle i Vaaben paa. og svarer sig maaske i Lande, hvis Indbyggere er fødte Soldater eller har en Forbundsfælle i Landets Ejendommelighed (Schweiz, Montenegro). Selv dér skaber kort Uddannelse dog hverken Lydighed eller Sammenliold til at føre et Angreb ind og staa fast i Modgang, og de højere Førere faar for ringe Øvelse, fordi de saa godt som aldrig ser uddannede Afdelinger. — Mænd, der véd, at Folkevæbning og uøvede frivillige svigter eller maa give dyre Lærepenge i Krig, har ringe Tillid til dem; til Gengæld sværmer andre, der ikke selv skal føre, men maaske endog bliver hjemme i Krigstid, vildt for dem22). Hærordningen skal svare til Landets Tarv, — allerede det er en Kilde til Ulighed: Hvad der passer et Sted, passer ikke overalt, — og Overgang paa Krigsfod skal gaa glat. I Virkeligheden lempes Hærordnin- gen efter mange, militært set ikke altid heldige, Krav. De fleste Hærlove deler de tjenstpligtige i L inien, som rykker i Marken, og Landevær ne t eller R eserven, som bruges i Fæstninger og bag Felthæren. I yderste Nød kaldes Revl og Krat til Vaaben som Landstorm. Skarpt overhol- des Skellene dog ikke; Hovedsagen er, at Afdelingerne faar fuld Krigsstyrke og de Folk, som bedst kan taale det, rykker ud23). Man nøjes ikke med at gøre Afdelingerne fuldtallige, men danner straks Stammer (Depoter) til at fylde Hullerne, som opstaar endog, før det kommer til Slag. At forstærke Hæren med nye Afdelinger, som man tidligere foretrak fremfor at liolde de oprindelige ved Magt, er utilraadeligt, fordi man sjælden har prøvede Folk nok til de nye Afdelinger, mens unge snart tager Lære af krigsvante Om- givelser24). Naar alle tjenstdygtige øves, faar Afdelingerne dog saa stort et Overskud, at man maa danne nye Hærdele, tage afgaaede faste Befalings- mænd med og uddanne alle egnede værnepligtige til Befalingsmænd. Om de nye Led straks kan gaa med, afhænger af, livor godt alle i sin Tid uddan- nedes, og Folkets Helsen. At ældre Aargange er Familiefædre, vejer militært set lidet, selvom noget taler for at skaane dem. Hvis man lægger Hovedvægten paa at faa Afdelingerne hurtigt paa Krigsfod, maa de have Tilgang fra Standkvarterets nærmeste Omegn, hvil- ket ogsaa skaber en gavnlig Samfølelse (Korpsaand); men — særlige Vaaben kræver større Udskrivningsomraader; man maa have gode Øvelsespladser; de vigtigste eller mest udsatte Landsdele skal sikres, Luftflaaden være nær ved Grænserne og Afdelingernes Standkvarterer ligge saaledes, at Hæren let kan samles. I de fleste Hære faar derfor kun visse Afdelinger udeluk- kende Tilgang fra Omegnen, mens andre ogsaa indkalder langvejs fra. Ond