Krig
A Og B

6 mod Bombardement og Overfald skal de altid være, og Fæstningsbyer, der hurtig kan afskæres fra Omverdenen, maa tillige have Levnedsmidler til lang Tid. Grænseforter, Sø- og Strandværker maa være rede til Skud med korteste Varsel, Krudtværker, Vaabenfabrikker og Ammunitionsoplag ud- styres med overdækkede Rum og Forsvarsmidler imod Flyvere. I gamle Dage ældedes Fæstninger langsomt. Nuomstunder maa de jævnlig ombygges, om man skal have Tillid til dem. Jo strengere Bygningsmaaden hemmeligholdes, des vanskeligere faar Fjenden Bugt med dem. Gode Veje og et godt Jærnvejsnet med ensartet, militært set godt Materiel, rigeligt Hjælpemateriel og gode Banegaarde er mindst lige saa meget værd som Fæstningsværker28). Automobilerne, der letter Førselstjeneste umaadeligt og kan kaste store Styrker fra Sted til Sted med Jærnbanefart, men hurtig øde- lægges af ujævne Veje og kører fast paa bløde, gør Tilsyn med Vejenes Stand nødvendigt i Fredstid. I Krigstid maa V ejk o m m a nd o e r med Damp- tromler haves rede. Hvad Hæren skal bruge, faas ved Lov, idet Byrderne paa- lignes efter Ret og Billighed. Krigsnød bryder alle Love29), og de Goder, der kæmpes for, eller de Onder, der skal afværges, retfærdiggør endog, at man ser en Fjende i enhver, som ikke villigt gør Gavn, naar han er nærmest dertil. Det er lige taabeligt af Hensyn til Lov og Ret at gøre noget, der skader Hæren, eller undlade noget, der gavner den, og at lade en Rigsdag, hvis Ansvar er en Talemaade, og hvis Sagkundskab kan være tvivlsom, gribe ind i Krigsføringen. Loven maa dog aldrig brydes uden Nødvendighed, og bagefter bør Staten holde Enkelt- mand skadesløs for, hvad Uret han har lidt, ligesom den sørger for faldnes efterladte, Krøblinger o. a. Der maa gøres Rede og Rigtighed for, hvad Hæren bruger, men — Regnskaberne kan være i den skønneste Orden og Landets sande Tarv tilsidesat. Befalingsmænd og Regnskabsførere maa aldrig blive Trælle af Blæk og Tal. Smaalighed og fedtet Redelighed fostrer Mænd, som med koldt Blod lader andre sulte og fryse for at slippe for Paatale, naar Regn- skaberne gaas efter30). Udrustningen bør haves i Fredstid. Den skal være god og ens- artet. Eet Gevær, én Pistol, én Mitrailleuse og én Kanonlaas er Ønske- maalet. Vaabnene maa være ufarlige for Brugeren, enkle og stærke og have passende Virkning. Blinkende Metal og skrigende Farver er farlige, Jord- og Agerhønefarver, som byder store Fordele, især i Smaakampe, maa foretrækkes. Da Uniformen dog ogsaa skelner Ven fra Fjende og man tit maa se sine egne for at undgaa Vaadeskud, kan Kravet om »Usynlighed« overdrives; det er vigtigere at nytte Skjul og Dækning paa rette Maade. Befalingsmændene bør først kunne skelnes fra menige paa nært Hold. Ud- rustningen maa være let nok til Sommer-, varm nok til Vinterbrug. En H jæ 1in, der kan staa for Skud og Hug, og en Ga smaske bør Hver- mand have, somme Tider ogsaa gastætte Klæder. Skjold og Brynje,