Krig
A Og B

8 Jo større Frihed de har til at ramme, hvem der lader det skorte paa Flid og god Vilje, des bedre! Deres Lynne maa borge for, at de ikke gaar for vidt, og deres Færd maa være andre et Foredømme: Hvor gode Raad finder døve Øren, Trusler og Straf vækker Trods, kan Foredømmet endnu virke, — det angriber ikke. Lydighed er ikke at adlyde blindt. Den, der kun adlyder og altid o p pebier Befaling, er ikke lydig n ok, — en Soldat skal ogsaa tænke og handle paa egen Haand. Mandstugtens Baand skal hverken snære eller kue, — ogsaa i Hæren er Mands Vilje Mands Himmerig, — men kun stive svage af, tæmme uvorne og samle Kræfterne til store Formaal. En fast, almenkendt Tjenstgang fremmer baade Lydighed og Mandstugt. Ulydighed og Brud paa Mandstugten rummer Fare for hele Hæren i Krig: én Mand, som svigter, kan bringe mange i Ulykke og spilde alles Møje. Derfor er det Uret at skaane dem, der ikke vil være med eller stadig glemmer deres Pligt, — Skaansel tages tilmed for Svaghed eller er Svaghed, som fører til, at gode græder, onde ler. Selvom strenge Love forebygger mer end milde, behøver Straf feloven dog kun at være drakonisk i Krigstid og Undtagstilfælde, og Straffene, der ikendes, skal give den fore- satte bedre Tag i hans undergivne uden at svække Tilliden til ham; ellers gør de Skade. U d d a n ne 1s e s m i d 1e r, som træder i Stedet tor egentlig Straf, maa bruges med Maade, forat de undergivne ikke skal ægges til gro- vere Brud paa Mandstugten, men, i alfald ved nøjere Eftertanke, kan sige sig selv, at Afgørelsen baade var nødvendig for Tjenesten og billig imod Synderen. De bør følge Brøden i Hælene og rettes imod den enkelte, saa at ingen har Grund til at gøre fælles Sag med ham, hvis han viser Vrangvilje. I gamle Dage, da man gik Fjenden paa Livet i sluttede Masser og Prygl var Lærlingers daglige Brød, skabtes Mandstugt hovedsagelig ved stra m Eksercits, og man bankede Lærdommen fast paa Soldaternes Ryg- stykker, selv om man ogsaa talte dem til Hjærte og vakte deres Omtanke og Snarraadighed. Endnu er stram Eksercits en Kongvej til Sejr, — de, der regner den for en taabelig Fortidslevning, tager mægtig fejl3). Den vænner uvilkaarlig til Lydighed og tvinger Folk til at holde Øjne og Øren aabne og bruge Kræfterne. I Nutidens Kampe overlades en- hver dog saa meget til sig selv, at alle hans Evner først kommer til deres Ret, naar det, der skal gøres paa Kommando, indskrænkes til det mindst mulige. Under dygtige Førere (Lærere) bliver Eksercits hverken aandløs eller dræbende, Frihed aldrig tøjlesløs, men vækker og vedligeholder hver paa sin Vis alles gode Vilje. Derfor skal man hverken se skævt til Eksercits eller kvæle Friheden, men — give Hæren dygtige Befalingsmænd. Hvad er stort, og hvad er smaat? Røgt Du kun din Gerning godt! Jo kortere Uddannelsen varer og jo mer Maskiner og Stillesidden slap- per Folkets Muskler, des ihærdigere maa der tages fat. Det gælder at f a a