Krig
A Og B

10 Øvelser aldrig udryddes med Pen og Blæk. Den, der stiller store Krav, faar meget, naar han stiller større til sig selv og er Mand for at vise Vej. Den, der er glad ved lidt, dysser i Søvn. Hvad Glæde enhver faar af Tjenesten, afhænger mindre af, hvad Ære han vinder, end af den Kærlighed, han har til sin Gerning, og det Arbejde, han lægger i den. Lydighed og Mandstugt fremmes, naar Soldaterne vænnes til at vise deres Overmænd Agtelse til enhver Tid og ved enhver Lejlighed. Fuldt saa vigtigt er, at enhver fra den liøjeste til den laveste selv gør sig dygtig til sin Gerning, og at de foresatte har Hjærte for deres undergivne og vinder dem uden at jage efter Yndest. Hæres værste Fjende, Egenkærlig- hed, er endnu farligere hos Befalingsmænd end i de meniges Rækker, og hverken Magtbud eller fagre Ord sikrer Befalingsmændene undergivnes indre Agtelse; den gror af sig selv, idet den suger daglig Næring af deres Retfærdighed og Dygtighed, den Fasthed, de byder med, og det Hjærtelag, man aner bag deres Færd. I Krig staar og falder alt med Befaligsmændene. Hvad de vil, vil Fol- kene; vakler de, svigter Folkene. — »Vælg gentlemen til Officerer«, raadede George Washington sine Landsmænd. Man kunde ogsaa sige: »Vælg Mændl«, og man skal vælge alle Befalingsmænd: at en Mand er for ung, er den eneste Fejl, der rettes sikkert med Aarene. Flid uden Evner gør maaske Fyldest i lave Stillinger, aldrig i høje. Gode Hoveder uden Flid og Fasthed er farlige. Alt andet lige er god Byrd et ikke ringe Fortrin. Rom blev ikke bygget paa een Dag. Heller ikke Befalingsmænd bliver dygtige straks, og man maa ikke kræve graa Haars Visdom af unge Men- nesker; der skal Tid og Flid til. Siden gælder det at holde sig aandelig og le- gemlig kvik. Jo højere man stiger, des mer maa man selv huske herpaa, fordi færre og færre kan gaa i Rette med En. Penge i Overflod er en Fare, men der maa bydes Befalingsmændene Kaar, som tillader dem at leve sømmeligt uden at blive afhængige af andre. Næringssorger kuer en Mand i Væksten og ælder ham før Tiden; de frister ogsaa til at tilsidesætte Tjenesten og skræmmer dygtige Folk uden Penge bort. Det er nemmest at forfremme Befalingsmændene i Aldersfølge og lade Vorherre sørge for Resten, men det hævner sig i Krig, hvis de dygtige ikke kommer frem, og allerede i Fredstid fører deres Tryghed, som kan naa frem, og deres Haabløshed, som staar for Fald, til Sløvhed. At vælge og vrage hensynsløst har andre Farer: Der er dygtige Folk, som i Virkeligheden ikke duer til noget. Man kan ikke se ind i Folk, og hvem v éd overliovedet, hvad der bor i en Mand, før han er prøvet i Krig ? Een lader sit Lys skinne, en anden sætter det under en Skæppe. Een har Held til at dække over sine Mangler og pynter sig med laante Fjer, en anden skjuler intet og tager ikke Ære fra andre. De, som skal dømme, ser fra oven