Krig
A Og B

24 aaben Slette i Utide bliver en første Klasses Begravelse«30). Schlichting sagde »Helt aabne Sletter kan hverken Skyttelinier eller Støttetroppe, af hvad Form og Størrelse tænkes kan, overskride i Fjendens Fodfolksild. For at komme frem maa man kue Fjendens Ild eller gøre den virkningsløs, og det naas udelukkende ad Genveje, o: ved de højere Føreres Snille, aldrig ved Formationer eller Bevægelser (»springvis Fremrykning«)31).« Saa trøstesløst kan Reglementer ikke tale uden at tage Modet fra Folk, og det hænder jo, at et Angreb skal føres, hvor haabløst det end synes. Før Verdenskrigen sagde de derfor kun, hvorledes man i Almindelighed skulde gaa frem, og bød de højere Førere lette Angrebet ved at søge dæk- kede Fremrykningslinier, true Fjenden fra flere Kanter, tage Artilleri til Hjælp eller lade Afdelingerne snige sig frem om Natten og grave sig ned i Nærheden af Fjendens Stilling, dersom Angrebet ikke kunde gennemføres i Mørke. Deres Grundtanke var, at Folk ikke kunde tvinges frem imod Fjendens Ild paa en een Gang for alle vedtagen Maade; Førerne maatte have frie Hænder. En Bataillonschef maatte ikke paabyde Kompagniche- ferne, en Regimentschef ikke Bataillonscheferne osv. at bruge den og den Fremgangsmaade og de og de Formationer, — han meddelte dem Batail- lonens (Regimentets) Opgave, gav hver Underfører sit Hverv i Overens- stemmelse dermed og lod dem følge deres eget Hoved. Selvom der skulde holde sammen til en Retningsafdeling, kom Udviklingen og Frem- rykningen til at afhænge af Underførernes Skøn, og Angrebsstyrken holdtes hovedsagelig sammen af sit fælles Maal forude32). Faren for, at Angrebet endte i haabløst Virvar, hvis Underførerne ikke gjorde, som de højere Førere ønskede, bragte bl. a. S c li e r ff og H o e n i g til at gøre Indsigelse imod Underførernes Selvraade, som de regnede for en Uting, et Onde, man ikke uden videre skulde finde sig i, og kræve Enhed og Samtidighed i Angrebet sikret ved haandfast Føring34). S cherf f, der fremsatte Kravene skarpest, paaviste ud fra Tyskernes Kampe i August 1870, at det hverken hjælper at lade større Styrker snige sig tæt paa Fjenden gennem Svej og Lavninger, hvis Udgang kan holdes under voldsom Ild, eller straks at udvikle alt i een Linie, — og vilde have fastslaaet: Den Fører, som skal lede et Angreb ligefrem, skal selv fastsætte Træfningernes (Liniernes) Tal og Styrke, Sk ytteIin iernes Bredde og Træfningernes (Liniernes) indbyrdes Afstand, idet han gaar ud fra, at An- grebsstyrken fra første Færd maa have samme Bredde som For- svareren, og at første Linie maa have friske Kræfter tilført for ikke at gaa i Staa, før den naar H o v e d s k y d e s ti 11 i ng en nogle 100 m fra Forsvarerens Ildlinie. Skulde Bredde- og Dybdehensyn komme i Strid, maa Dybdehensynet vige, da det er farligst at blive omfattet. Saa snart Angrebsstyrken er udviklet, stævner Skyttelinien mod Hovedskydestillingen, fulgt af de andre, efterhaanden som de faar Afstand. Fra nu uf skal Linierne (Træfningerne) holde Retning