Krig
A Og B

32 f dens Hovedstyrken tager Stilling langs Vejen, og For- og Bagpatrouillen bliver paa Vejen og holder Udkig til Siderne, det bedste. Fodfolkets Minekastere*) kan kun deltage i Nærkamp. I Forsvar maa de holdes 100 200 m bag forreste Linie for ikke at slaas ned lige strax. De skjules i Nærheden og slæbes først i Skudstilling, naar de skal skyde. Ammunitionen lægges noget borte for ikke at gøre Ulykker, hvis den ram- mes. I Angreb deles de mellem de forreste Kompagnier, kører saa langt Fjendens Ild tillader og slæbes videre af Mandskabet til Skjul eller lidet iøjne- faldende (Rand-)Stillinger, fra hvilke de hjælper Skyttelinien ved Bueskud imod Reder og andre Maal, hare for Venner og Skudspredningen hindrer Artilleriet i at tage under Ild (Minekasterne spreder mindre i Længden end alm. Skyts i lang Frastand). — Regimentsstykkers Øjemed er at feje opdukkende Maskingeværer og Kampvogne af Marken med faa velret- tede Skud og gøre det saaledes, at Skytterne øjeblikkelig udnytter Hjælpen*). Under Angreb maa Stykkerne, der bruges enkeltvis, — Batteriet er kun styrende Enhed, — og underlægges (de) forreste Bataillonschef(er) (for- reste Kompagni løb for hurtigt fra dem) være klar til Skud, før Leddet, de skal hjælpe, gør Spring fremad. Stillinger, som tillader Sigte paa Maalet, maa ofte foretrækkes for skjulte. Saasnart de har løst en Opgave, skjuler de sig, forat Fjendens Artilleri ikke skal ødelægge dem. Baade Minekastere og Regimentsstykkers Ildleder bør have Telefon, saa at han, om det skal være, kan lede Ilden fra Skyttelinien. I stærkt oprodet Land maa man have Bro- emner for at faa Reg.stykkerne rask frem. De andre Vaabens Hovedopgave er at hjælpe Fodfolket til Sejr. Tager Kampen en uheldig Vending, søger de at redde det. Rytteriet kæmper til Hest eller Fods, eftersom det ene eller det andet fører til Maalet, og kan komme rask frem, men er til Hest, især i Mørke, ilde faret i Bløde, Bjærge og gennemskaaret Land. Dets Fart gør det kaldet til at opsøge Fjenden, holde Øje og Føling med ham og bringe Melding. Samtidig kan det holde ham i Aande, medens de andre Vaaben endnu er langt borte og tilsløre Ens Foretagender1). I Sik- ringstjenesten yder det Fodfolket, som ene er tungt i Vendingen, værdifuld Hjælp2). 1 il Hest griber det sjælden ind i større Kampe: Fare for Ildoverfald tvinger det langt ud (paa Fløjene)— selv usynligt Artilleri er farligt, — og Fare for Flyverangreb tvinger større Led til at sprede sig; aarvaagent veluddannet Fodfolk og Artilleri er tabu, underlegent Rytteri viger ud, og Hindringer (Traadhegn) gør tit Fjendens Blottelser vanskelige at nytte. Kommer Øje- blikket endelig, er det et Spørgsmaal, om det, der vindes, er Indsatsen værd, — ét eneste Indhug kan svie til Rytteriet under hele Krigen. Selvom Svaret bliver »Ja«, IRiver Kampen et Sammenspil mellem Afdelinger til Hest og *) Skudvidder se S. 138. Hjælpevaabnene kan hverken have mange Skud med eller let faa fler.