Krig
A Og B

34 grebsretningen er fastslaaet, opmarcheres paa Linie eller Sværmlinie. Er der ikke Tid eller Plads, løber man paa i Kolonne1'); det er vanskeligt, — en Hest, der styrter, bliver let en Dynge, — men Udvej haves ikke; de ba- geste søger ud til Siden, saasnart de kan. — Sideangreb maa for at lykkes ramme alle Fjendens Linier (Styrker); ellers falder de bageste En i Ryggen. Paaløbet udføres alt hvad Remmer og Tøj kan holde og helst sam- tidig fra flere Sider. Overfor Rytteri, der er rede, faar Hestene først frie Tøjler en 50 m fra Fjenden, for at være i Aande ved Sammen- stødet18); Førerne, som rider for, holder da tilbage i Linien. Rytteri til Hest angribes helst med sluttet Linie — »Bøjle om Bøjle«10). Uheldigvis er Fart og Sammenhold modstridende Krav. Jo større Fart, des mindre Sammenhold! Hvad fortjener nu Fortrinnet? Fart gør det lettere at overraske Fjenden og ildner baade Folk og Heste, men — naar tørnede to Rytterlinier nogensinde sammen i fuld Fart? Heste som Ryttere skyr uvilkaarlig Sammenstød, der vilde knuse baade Sejrherrerne og de besejrede. Enten gør den mindst modige omkring i sidste Øjeblik, saa at Modstanderen kun skal forfølge, — eller ogsaa sagt- nes Farten efter stiltiende Overenskomst, saa at det kommer til Haand- mænge i kort Gangart eller endog paa Stedet20). Baade her og under Paaløbet byder Sammenhold store Fordele. Træn- ges Mand til Mand, faar enhver kun at gøre med Modstanderen lige for, de fejge hindres i at bryde ud, og Haabløshed og Dødsangst giver mange af dem Bersærkegang, saa at de bliver Helte. En fremstormende Mur af Ryttere giver desuden Fjenden en uhyggelig Følelse af, at den vil sejre eller dø. Altsaa først Sammenhold, saa Fart! Det var sikkert Tanken herom, som fik Lasa11e, en Rytterfører af Guds Naade, til at udbryde: »De Karle er Dødsens!« da lian saa Østrigerne jage vildt mod de tætsluttede, travende franske Ryttermasser21), — men Farten hør sættes saa stærkt op, Sammenholdet paa nogen Maade tillader. Jævnt som et Stuegulv skulde Stedet, hvor man støder sam- men med Fjenden, gerne være; Ly mod Fjærnild, frit Opløb og Alburum under Kampen Mand mod Mand vil man ogsaa have, — bliver det kun fromme Ønsker, og der skal slaas til, luder man Tænderne sammen: Fjenden har endda fundet sin Mand. Man skal sikre sig Sejren i første Paaløb og se sin eneste Redning i at ride alt, hvad der kommer i Vejen, ned22). Selvom Førerne paa Fløjene i paakommende Tilfælde, som de skal, svinger ud og imødegaar Sideangreb23), kan en uventet Manøvre af Fjenden blive skæbne- svanger for een Træfning, og Sejren fastholdes vanskelig, hvis alt sættes paa eet Kort; selv Smaastyrker, som uventet falder Forfølgeren i Side eller Ryg, kan i et Nu vende Sejr til Nederlag, — 10 Mand i Siden paa Fjenden er stundum niere værd end 100 forfra2*). Større Rytterstyrker deles derfor — bortset fra Sikringsdelene — i Træfninge r, som kan gribe ind højst Minutter efter hinanden. Naar de udvikler sig, lader