Krig
A Og B

Straks efter Landing føres Fartøjet til Side, forat andre kan lande sammesteds, og gør klar paany. Efter voldsom Landing er Hovedeftersyn af alle Dele nødvendigt. I Verdenskrigen førte Franskmændene og Englænderne Skytter frem i pansrede K ampvogn e, dels tunge kraftigvæbnede Vogne, som trom- lede alt ned, dels hurtige Vogne med et Par Mand og et Rekylgevær. Begge Slags hjalp Fodfolkets forreste »Bølge«; alene kunde de ikke kæmpe. Det Held, de havde, da Hundreder til sidst kørte imod Tyskernes Linier, skyld- tes vel noget Fjendens Overraskelse, men Tanken er sund og Kampvogne har Fremtiden for sig. Hurtige Vogne, førte af Folk med Stedsans og Om- løb i Hovedet, bruges ogsåa til Opklaring og Overfald. De kan skyde i Fart og komme bag paa Fjenden ad Miles Omvej, livis Vejene ikke ødelægges eller spærres. Vognstyrerne maa have Kendingstegn for ikke at faa Ild fra Venner og vares mod Snarer, man har lagt for Fjen- den, t. E. Staaltraad tværs over Vejen, væltede Træer eller Huller i Vejene. Mørke og Hensyn til Venner, især Ryttere, kan vel hemme Kørslen, men en kæk Vognstyrer standses ikke af noget, som kan køres ned. Da det ikke er let at køre efter Kortet i Fart, maa han kende Vejen eller have en Side- mand til at bruge Kortet, raabe: »Ligeud (til højre, venstre)!« og give iøjne- faldende Maal at køre efter. Hærstævne og Landets Overgang paa Krigsfod. Æren for at have lært Verden, hvorledes en Hær skal bringes paa Krigsfod, tilkommer Preusserne; hvorledes det ikke skal ske, kan man lære af Franskmændene i 1870. I Overensstemmelse med sine Ord :»Hele Sagen er at være rede« — havde Moltke forudset og tilrettelagt alt. Der krævedes hverken For- beredelser eller Prøver, da Uvejret trak op; Generalstaben ventede til sidste Øjeblik med at sætte alt i Gang og havde god Tid til at pakke sine Kuffer- ter, medens andre arbejdede, — og Arbejdet gik efter en Snor1). I Frankrig herskede ogsaa Travlhed, vild Travlhed, og jo ivrigere Folk arbejdede, des vildere blev Virvaret2). Overgang paa Krigsfod bliver en vidtrækkende, voldsom Om- væltning i Hærens og Folkets daglige Liv, som stiller Samfundet paa en haard Prøve. Den Aand, der kommer til at raade, er et Varsel om Krigens Gang. Hvis Folk vil sove paa det, — hvis Embedsmænd og Politi, Telegraf-, Telefon-, og Jærnbanefolk ikke villigt arbejder for to, men vil have Madro og Hvile som til daglig, — hvis de, der ikke skal ind, ser ligegyldigt til og kun tænker paa sig selv, ser det sørgeligt ud. Hærens Vanskeligheder stammer især fra alle de nye Hjul, der sættes i Gang og skal gribe ind i Værket uden at sløre eller skrige3). Af- delingerne faar dog deres at kæmpe med, ligefra dovne og egenkærlige I olk