Krig
A Og B

Styrke opgives ikke sjælden til saa og saa mange Mand paa hver løbende Meter af Fæstningens Omkreds, men Regnestykkerne er alle lige sikre eller usikre. Vist er kun, at Snille, Foretagsomhed og Udholdenhed kan man al- drig have for meget af. Afdelingernes Stammer (Depoter) bliver i Standkvartererne eller samles, hvor Uddannelse og Sikring gør ønskeligt. Levnedsmidler og Krigs- fornødenheder oplægges saaledes, at Fjenden og Ildvaade ikke kan ødelægge alt af samme Slags paa én Gang. Befalinger og Meldinger. Enhver skal vide, hvem han skal lyde, hvem han kan byde over, og hvor vidt hans Myndighed rækker1). Indenfor sit Omraade har en fore- sat R et til at befale alt, hvad der efter hans Skøn er gavnligt uden at stride mod Love og Vedtægter; han skal handle efter bedste Skøn og svare for Følgerne. I en foresats Forfald, træder hans »ældste« undergivne o: den, der har højest Rang eller er ældst i Tjenesten, i hans Sted, indtil andet paabydes. Kommandoen over en vaabenfør Afdeling tilfalder dog altid en Befa- lingsmand, og alle, der hører dertil, skylder ham Lydighed og Agtelse, selv om de har højere Rang. Den, der midlertidig fører Kommandoen, skal handle i sin foresattes Aand og maa ikke uden tvingende Grund ændre hans Befalinger. Han har Kommandoen, indtil den foresatte møder eller med- deler, at han atter tager Kommandoen. Det er en ikke usædvanlig Vildfarelse, at Befalingskunsten kun kan og skal dyrkes i højere Stabe. Den er lige nødvendig fra øverst til nederst, da enhver Befaling, som kan misforstaas, bliver misforstaaet; men selv den bedste Befalingsgivning bøder kun delvis paa tarvelig Uddannelse og Vrangvillie. Det er ikke alle givet at ville, end sige ville det rigtige, i et Nu, og selv viljestærke kan have ondt ved at tage sig sammen. Vanen gør me- get: den, der tvinger sig, bliver snarraadig; den, der stadig gaar udenom, svajer tilsidst som et Siv for Vindten. At befale uden at tænke fra Næse til Mund eller for at stive sig af, naar man ikke tør se Virkeligheden under Øje, er taabeligt. Man skal vide, hvad man vil, og sige det kort og godt, det vil just ikke altid sige: i faa Ord, men saaledes, at Ens undergivne Iorstaar det. — Det er altid klogt at tænke sig i Modtagerens Sted eller prøve, om en skriftlig Befaling kan tydes anderledes, end den skal. Store Ord kan man spare sig, de gør hverken til eller fra. Hvis’er, Dersom’er og vege Udtryk som »saavidt muligt« og »handle efter Om- stændighederne« — gør Ens undergivne usikre; Befalinger om at søge at naa et eller andet, tilgiver dem halvt, hvis de ikke naar det2). —