Krig
A Og B

91 Jo sikrere man byder, des villigere lydes man, og jo mindre man indlader sig paa overflødige Enkeltheder og ser gennem Fingre med Ulydighed, des sjældnere bliver Ens Befalinger overtraadte3). Man skal hverken paabyde noget umuligt4) eller forbyde, hvad man ikke kan hindre; man skal heller ikke befale noget, den, der faar Befalingen, kan gøre paa egen Haand, eller give Grunde for sine Befalinger: en god Be- faling taler for sig selv. Giver man engang imellem Grunde, maa man være klar over, at Ens undergivne ikke skal adlyde, fordi de f o r st aa r, men forstaa for at adlyde b edr e5). — Man skal forvisse sig om, at Ens Befalinger bliver forstaaede, og paase, at de adlydes. Foresatte og ligestillede, der har Brug derfor, skal have Oplysning om Ens Befalinger — i vigtige Tilfælde Afskrift, overbragt af en Befalingsmand, som kan gøre Rede for Sagen. Villig, nøjagtig og tavs Lydighed er enhver Soldats første Pligt, men selv menige maa hverken udføre Befalinger tankeløst eller være raadvilde, naar Befaling udebliver, og jo højere man staar, des mer skal man se paa Aanden end paa Bogstaven8). Man skumler ikke over Befalinger og taler ikke om dem til uvedkom- mende. Det vedkommer ikke en undergiven, om lians foresatte har Ret til at give en Befaling eller ej; den foresatte svarer for Følgerne. En undergiven skal dog gøre opmærksom derpaa, naar han ikke forstaar en Befaling eller har Grund til at tro, at hans foresatte er ukendt med noget for Tilfældet vigtigt7). Fastholdes Befalingen, skal den adlydes. Tror en undergiven, at en Befaling gør ham Uret, k a n han gøre opmærksom derpaa, hvis det ikke sinker Tjenesten. Fastholdes Befalingen, skal han adlyde, men kan siden føre Klage under Ansvar efter Loven. Befalinger skal adlydes nøjagtigt. Smaa Afvigelser er stundum farligere end ond Villie og aaben Ulydighed, fordi de sidste lettere kan rammes8). For at lette Befalings- og Meldingstjenesten bør Førerne vælge en hel- dig Plads, sige, hvor de er, og blive der, saa længe de ikke har tvingende Grund til andet. I paakommende Tilfælde efterlades Folk til at modtage og vejlede. Enhver Befaling bør gives i Tide. I Frastand maa man huske, hvad Tid det tager at faa og iværksætte Befalingen. Sent er dog bedre end aldrig, og man k a n befale for tidligt, saa at Befalingen maa ændres, før den træ- der i Kraft, eller kommer uvedkommende for Øre9). Det er en Uskik at udsende Strømme af Smaabefalinger: hverken Giver eller Modtager kan holde Rede paa Syndfloden, og samlede Befalinger med pas- sende Mellemrum giver ringere Møje. — Befalinger skal gaa Tje- nestevejen. Afviges herfra, skal den, der befaler, snarest muligt underrette det laveste oversprungne Led ad Kommandovejen, Modtageren sin nær- meste foresatte. Jævnlige Afvigelser er skadelige: de oversprungne føler sig tilsidesatte, de befalende taber Overblikket. Enhver skal vaage over, at alle hans umiddelbare undergivne faar Be-