Krig
A Og B

92 faling. Forsattes Befalinger bør lian omsætte i egne Ord til sine under- givne, hvis de kræver Tillæg eller ikke egner sig til at gaa videre, som de modtoges. Han skal tillige overveje, om de overhovedet skal vi- dere, og om de skal af Sted strax. Det er lavt at lade undergivne om, hvor- ledes en Befaling skal forstaas, naar man selv nærer Skygge af Tvivl, og urigtigt at give utilstrækkelig Befaling, fordi man selv faar en Be- faling med Huller. Kan eller vil man ikke spørge opad, skal man tage Ansvaret og befale paa egen Haand. Modtageren bør vide, hvem Befalingen stammer fra, men højere fore- satte maa ikke skydes saa stærkt i Forgrunden, at Ens undergivne faar Ind- trykket af, at man fralægger sig Ansvar. Endmindre maa man tale ned- sættende om Befalinger, man giver videre. Mundtlige — ogsaa telefoniske — Befalinger genta- ges paa Stedet af den, der faar eller skal overbringe dem10). En mundtlig Befaling, der gives i en foresats Navn af en Officer, som vitterlig liører til hans Stab, skal adlydes, som om den foresatte selv gav den. Det samme gælder Befalinger, Melderyttere o. 1. overbringer eller Skildvagter og Pa- trouiler giver i foresattes Navn. Selv klare Befalinger ændres ved at gaa fra Mund til Mund — én taler, en anden hører ud fra ulige Forudsætninger; én glemmer, en anden lægger til osv.. Sker Kommandoskifte samtidig, saa at Cheferne stoler paa, at For- manden eller Adjutanten har sagt det og det, Adjutanten tror, at den nye Chef siger det, bliver Fejl uundgaaelige. Vigtige Befalinger skrives derfor, selv om de er givne mundtlig, og skal enten stemme med det mundtlige eller nævne Afvigelserne. Befalinger skal skrives tydelig og eftergaas, før de udgives11). Vigtige Befalinger, som kan falde i Fjendens Hænder, skrives med Løn skrift. — Jo færre Ord man bruger, uden at Befalingen bliver uklar, des bedre; overflødige Ord frister Modtageren (Afskriverne) til at korte Befalingen paa egen Haand, hvilket kan blive Roden til meget ondt. Man skal aldrig ændre en forn uftig Befaling for at gøre noget bedre; det bliver ikke bedre. Er man kommen for Skade at give en uheldig Befaling, gør man Fejlen god, hvis det ikke er for silde, og faar den onde Følger, vælter man aldrig Skylden paa andre. —StaaendeBefa lin g- ei udrenses jævnlig. Det er en daarlig Vane at henvise til gamle Papirer eller kaste Ansvaret for, at intet glemmes, paa undergivne ved at give staaende Befaling om alt muligt. Man bør ikke raade unødig langt ud i Fremtiden og skal vogte sig forat gøre ling afhængige af hinanden, som ikke uvæ- gerligt er det12). Kan en Befaling først naa Vedkommende saa sent, at der er Fare for, at Forudsætningerne brister i Mellemtiden, eller kan den foresatte ikke overse Sagen saa godt som Modtageren, bør han nøjes med vink (Direktiv) om, hvad der skal gøres, maaske ogsaa om, hvorfor det skal gøres, og lade Modtageren raade. Det er en Lettelse for den under- givne, da det er lettere at handle uden end m od Befaling, men Vink