Krig
A Og B

102 til Hvile og Føde. Derfor maa Førerne v id e, livor Fjenden er, og livad han har for, og sikre sig imod, at han krydser deres Flaner. Opklaring og Sikring griber ind i hinanden paa saa mange Maader, at de aldrig kan skilles helt: Selv den mindste Opklaringspatrouille maa tænke paa sin Sikkerhed; selv de stærkeste Sik- ringsdele svigter, hvis de ikke har Følere, og Styrker, der oprindelig var ude om Oplysninger, glider umærkeligt over i Sikringstjenesten, naar Modstan- derne nærmer sig hinanden. Og dog er Opklaring eet, Sikring et andet: Vil man have Oplysninger, maa man søge Fjenden, og Styrkerne, der sendes ud med det for Øje, maa liave frie Hænder. Vil man sikre sig, maa man stands e Fjenden, og Sikringsdelene maa bindes til Styrken bagude, der ellers ikke er sikker. Den Sikring, Opklaringsstyrker yder, bliver altsaa tilfældig og kan falde bort uden Varsel; Lyset, Sikringsdele spreder over Fjenden, falder indenfor snævre Grænser. En og samme Styrke kan ikke løse begge Opgaver paa een Gang. Kræfterne maa deles, saa at nogle overtager Opklaringen, andre Sikringen. Jo skarpere Opgaverne holdes ud fra hinanden, des mer ved man om Fjenden, og des sjældnere svigter Sikringen; men der maa være Enhed og Fasthed i Tjenesten; ellers svarer Udbyttet aldrig til Arbejdet. Opklaring og Sikring er opslidende, saa at man ikke bør bruge flere Kræfter dertil end nødvendigt. Det er dog utilgiveligt at bruge saa faa eller se saa meget paa deres Velvære, at andre lider derunder; man num spare ved ikke at splitte Kræfterne eller give flere samme Opgave. Oplysninger om Fjenden kan faas ad mange Veje, bl. a. gennem F an- ger og Overløbere, Landsens Fo 1k og B lade, opsnappede Breve og Teiegrammer, faldne Fjenders Papirer1), udenlandske Blade, Spioner, og lejede Mellemmænd, — Finfølelse duer ikke, men først og sidst maa Hæren stole paa sig selv2) : Herredømme i Luften og Eneraade i Marken er de sikreste Veje til at være alvidende. Hvor Efterretningstjenesten udføres godt3), lades ingen Kilde til Oplysning unyttet Man venter heller ikke, at Oplysninger kommer af sig selv, men søger og kræver dem: Tørerne har et lykkeligt Greb paa at henlede undergivnes Opmærksomhed paa, livad det gælder at oplyse, de un dergivne en sjælden Evne til at gætte deres foresattes Ønsker, hverken Enkelmand eller større Styrker kommer paa A f veje og glemmer ligesaa lidt deres Hverv for andre Ting, gale og gavnløse Meldinger kendes ikke; heller ikke meldes for sjælden, selv om man ikke har andet paa Hjerte, end at Fjenden ikke er der og der, og Meldingerne overbringes i Tide,