Krig
A Og B

yderste Skær eller Strandkanten (Fjæren) ved laveste Ebbe hører Sø og Land dog sammen, saa at man kan forbyde fremmede Skibe at blive der00). F jendtligheder maa ikke øves paa Tredjemands Søgrund67). Havne lukkes hverken for Handels- eller Krigsskibe, men Krigsskibe hjælpes kun nød- tørftigt og afvæbnes, hvis de ikke løber ud indenfor en vis Frist. Om Folke- retten tillader fredelige Handelsskibe at værge sig, er omtvistet. I Verdens- krigen vovede udenforstaaende sjælden at give Handelsskibe Kanoner. Fo1keretten forbyderkrigsførende at trænge ind i fredelige Lande eller flyve over deres Grund og siger udtrykkelig, at det ikke er Fredsbrud at modsætte sig slige Overgreb med Vaabenmagt. Udenforstaaende Stater maa hverken hjælpe krigs- førende Magter eller lægge den ene Modstander, men ikke den anden Hindringer i Vejen, mindst af alt tilstaa fri Gennemmarche eller yde Tilflugt. Synder herimod giver de krigsførende Selvtægt. Udenforstaaende Staters Indbyggere maa handle saa meget, de vil, med de krigsførende, en Indrømmelse, der først og fremmest skyldes Vanskeligheden ved at hindre Købmændene i at fiske i rørt Vande, naai Krigen driver Prisen paa Vaaben og andre Livsfornødenheder i Vejret, men ogsaa, at borbud vilde fremkalde endeløs Strid om, livad man med rette kan kalde K i i g s k o n tr e b an de 68). Det bliver de krigsførendes Sag at liindre Modstanderen i at faa noget fra Udlandet. Paa Søen lykkes det lettest: man ransager Handelsskibe uden Hensyn til Flaget og tager eller sænker dem, hvis Ladningen skulde eller kunde havne hos Fjenden, — det gælder jo ikke alene at hindre Vaabentilførsel, men ogsaa at gøre Modstan- deren arbejdsløs og udhungre ham. Spærring (Blokade) skal kun vars- les i Tide og være virksom, Tvivlsmaal bringes for Priseret09). Tilførsel over Land maa hindres ad Omveje, t. E. ved, at man unddrager den, der gør En imod, uundværlige Varer. At Oplysninger om Fjenden tilgaar de krigsførende over Tredjemands Land, lader sig vanskelig hindre og gør det t. E. rime- ligt, at Staten end ikke i Fredstid taaler traadløse Privatstationer. Hvor Magt gaar for Ret, bliver Forbuddet mod at lijælpe krigsførende den stærkeste et kærkomment Paaskud til at afskære Modstanderen Hjælp uden at nægte sig selv noget. Kan man ikke spærre, kalder man Farvandene vidt og bredt for Krigsomraade og torpederer — Indsigelser svares med et Skuldertræk, udenforstaaende kan jo liolde sig borte. Den svageste kan dog trøste sig med, at Fjenden ikke er allestedsnærværende og mangen Regering baade blind og døv for, hvad Undersaatterne handler med, naar Handelen er indbringende og der ikke tales højt om Sagen. Tredjemand, som ikke vil liave sin Handel og Skibsfart ødelagt, finder sig vel heller ikke i alt. Ligesom brygt for at drive udenforstaaende over til Modstanderen kan linde Spær- ring og holde Vejen til fredelige Lande aaben, tvinger Nøden maaske Stater, der hverken vil eller tør tage Parti og maa sikre sig Indførsel af uundvær-