Krig
A Og B

Vaaben, selvom Egnen er usikker, og stille Gidsler, livis Fjenden føler sig utryg56). Jærnveje, Telegrafer, Telefoner og lignende uundværlige Ting ved- kommer dem kun, forsaavidt som de svarer for, at de ikke ødelægges mod Fjendens Ønske. Landbrug, Handel og Haandværk trykkes, Postgangen af- brydes, og Folk faar hverken Lov til at gaa eller komme, som de lyster57). Alt uhumskt og usundt Arbejde paalægges udskrevne Arbejdere, — Fjenden rører ikke en Finger dertil58). Der skal stilles Kuske, Vogne og andet, Fjen- den har Brug for; der skal trælles paa Veje og Broer, Jærnbaner og Førsels- linjer. I Nødsfald jager Fjenden uden videre Indbyggerne fra Hus og Hjem, tvinger Folk til at arbejde for sig og vise Vej eller røbe, hvad de véd om deres egnes Foretagender, og slaar dem ihjel med koldt Blod, hvis de ikke vil gøre Gavn58). Den løseste Mistanke udsætter Oldinger, Kvinder og Børn for Mishandling60). Ansete Mænd slæbes med paa Lokomotiverne, dersom Banerne ikke kan sikres paa anden Maade, og Overfald, Banesprængning o. 1. hævnes med Mord og Brand i Omegnen, selvom Indbyggerne er uskyl- dige, — saa er Krigens Gang61). Lands Lov og Ret gælder vel af Navn, og Embedsmændene holdes til deres Gerning, men Fjendens »Krigsretter«, som i mange Sager afløser de almindelige Domstole, hylder en Næveret, hvis Hovedformaal er at skræmme Indbyggerne og værne de ædle Sejrherrer62). Landet ødelægges vidt og bredt. Hvor Kampen har raset, gri- ner den nøgne Undergrund En i Møde fra Granat- og Minehullerne, Byer og Bygninger er sværtede Grushobe, Skovene svedne Stubbe. Indbyg- gernes Ejendom er kun sikker, saa længe Fjenden finder for godt. Krigsføringen eller Tilfældigheder gør det groveste Hærværk til god Krigsbrug63). Den engelske Admiral, Lord Beresford, sagde saaledes: »Naar en Officer er i Stand til at slaa et fjendtlige Land med Ræd- sel ved at skamskyde en aaben Søstad, vilde det være højst urigtigt af ham at betænke sig et eneste Øjeblik« — og hvorfor skulde det kun gælde til Søs? — Lige saa lidt betænker den stærkeste sig paa at aarelade Indbyg- gerne ved Tvangsudskrivninger og lade dem faa Kærligheden at føle paa anden Maade, hvis det kan gøre Modstanderen myg. At Fjenden i nogle Maader viser sig hensynsfuld og betaler, hvad Hjælp han faar, er en tarvelig Trøst. Tvangen lurer bag Pengene, og Hensynsfuld- heden skyldes mere Klogskab end Hjærtelag, fordi den skaffer villig Hjælp og en udhungret, nedbrudt Befolkning er en Fare for Voldsherrerne. Bag- efter kan Sejrherren jo oven i Købet faa sine Udlæg godtgjorte af den over- vundne64). »Hvad Indbyggerne maatte lide (under Nordfrankrigs hjærteløse Øde- læggelse i 1918) var Følge af Krigstilstanden, ikke af vor Krigsføring. Den er lydefri«. (Ludendorff)^). - — Væ victis! Havet er frit, Sund og Bælt fra Hav til Hav og sejlbare Floder, som gennemstrømmer eller skiller Stater, ligesaa. Indtil 3 Sømil fra de